Ringe Wi-fi

Mandag den 19. december

Vi har pt. så ringe wifi at det ikke er muligt at uploade billeder. Så snart vi rammer bedre wifi skal siderne nok blive visuelt opdateret.

Vi er pt i La Serena, har det alle godt og nyder standen…

Lagunerne i ørken

Onsdag den 14. december

I dag skal vi ud og se laguner i ørkenen – små frodige mirakler i et djævelsk landskab.

Turen er med afgang klokken 16.

Hele formiddagen og og frem til klokken 16, går med hygge ved poolen. Ren afslapning. Vi kobler af fra poolen med et slag “Kaste Gris”. Tak til farmor, for at berige vores ferie med dette spil. Hvem der vinder, er der overhovedet ingen der har interesse i. Det er jo kun et dumt spil og bare det at være med er vigtigt….

Turen til lagunerene er lidt forsinket og desværre uden gårsdagens guide Anna. Vores guide i dag er også selve chaufføren. En ældre hippie fyr, hvis engelsk ikke er helt til at forstå.

Inden vi rammer de første laguner, samler han penge sammen fra alle deltagere til indgangsbilletten ved lagunerne. Da vi kommer frem er prisen sat ned, da svovl og arsenik indholdet i lagunerne er så højt, at vi ikke må bade i dem. Det tager ca. 10 min og en masse forvirring fra guidens side at forklare os dette.

Vi vælger at se lagunerne trods badeforbuddet. Vandet er helt lyseblåt og “stranden” krid hvid mange steder, grundet det meget salt.

Det er en fantastisk oplevelse og vi går stille og roligt fra lagune til lagune. Vi ser et par flamingoer. Præcis hvad vi havde håbet på.

Som en lille bonus ser vi en lille skypumpe i det fjerne. Det er fasinerende og betragte dette lille natur vidunder, som langsomt bevæger sig hen over den tørre jord. Pludselig forsvinder den tydelige streg fra skypumpen, for at blive til en stor støvsky – det var det.

VI kører videre til et par andre laguner. De er knap så naturskønne, men det er muligt at bade i dem – endnu. Svovl og arsenik indholdet i dem er også høje, bare knap så højt som i de andre. Vi vælger at blive på landjorden.

Sidste stop på turen er ved de store saltsøer. Vand fra bjergene løber under jorden igennem store saltlag. Når vandet når til disse lave steder i ørkenen, ender det i disse søer. På vejen har det trukket masser af salt med sig. Grundet det ekstrem varme miljø, fordamper vandet hurtigt og saltet bliver tilbage. Dette har stået på i flere tusind år og har efterladt en stor saltsø.

Vores guide kreere end Pisco Sour til os – smukt serveret i et flamingo krus. Vores første Pisco Sour på hele turen – og så i et sølle flamingo krus.

Vi slutter dagen med at nyde solnedgangen, inden vi igen vender snuden hjemad til San Pedro. Det har været knap så hård en dag i dag, som i går, men vi har stadig set en masse smukke steder.

Da vi kommer hjem hopper vi under dynerne med det samme. I morgen skal vi på gejsertur sammen. Vi vi blive hentet ca. klokken 5 ved hotellet, og da vi alle er trætte, er det bare på hovedet i seng.

Moon Valley

Mandag den 13. december 2016

Efter en god nats søvn vågner vi alle langsomt veludhvilet op. Vores vært her på Pablito har morgenmad klar til os klokken 9. Det viser sig at være en morgenmad, der overgår alt hvad vi har fået i USA. Masser af frisk frugt, brød, Kellogs, ost, skinke, yougurt, juice, kaffe, kakao osv osv. Vi bliver sågar spurgt om, hvor mange æg vi vil have til vores scramble eggs, som derefter bliver lavet og serveret direkte fra stegepanden. Fantastisk service og det hele med et smil og grin. Vi elsker allerede Chile!!!

I dag vil vi “down town” San Pedro og udforske den lidt. Det er lille by med små butikker, spisesteder og udflugtsfirmaer. Vi bestiller 3 udflugter. Den første til i dag klokken 16. Den går til Moon Valley som har fået navnet efter sin lighed med månens overflade. Den 2. tur er til i morgen hvor vi skal ud og se laguner og den 3. tur er om 2 dage, hvor vi skal op i 4300 meters højde og se gejsere.

Efter en del vandren rundt i gaderne finder vi en lille hyggelig restaurant hvor vi får lidt mad og drikke. Overalt i gaderne går og ligger der hunde. Vi får selskab af en enkelt ved vores bord. Alle hundene er harmløse og vores lille ven sidder stille og roligt og nedstirrer os.

Efter det lette måltid går vi en tur rundt i San Pedro for at udforske de små gader. En lokal fyr stopper os og peger på pigerne. Han fortæller os, at det er vigtigt, de har en hat på. Solen er simpelthen for hård ved dem.

Vi opsøger straks en af de små hyggelige forretninger, der sælger alle mulige tænkelige og utænkelige souviniers – heriblandt hatte. Vi finder 4 hatte og får købt et lettere lager af vand.

Klokken 16 sætter vi os i den lille bus, der i dag skal være vores transportmiddel til Moon Valley. Vi ved ikke helt, hvad vi kommer til at se, og hvad der kommer til at ske på turen.

Temperaturen her i San Pedro er støt stigende hele dagen, og topper omkring klokken 18. Den noget ældre minibus er godt varm, da vi sætter os ind i den sammen med 7 andre turister. Vores chauffør er en lokal fyr og vores guide er en sød og charmende pige fra Argentina ved navn Anna. Emma er Lærke er helt forgabt i hende og viger ikke fra hendes side på turen.

På vej ud til første stop fortæller Anna, om det klima vi er på vej ud i. Det er decideret ørken og det er vigtigt at vi har hat på, og masser af vand. Tommel op til hattene, men vores vandration er måske lige lille nok. Den første flaske tømmes hurtigt i den varme bil.

Det er Atacama ørkenen vi er på vej ud i – det tørreste sted på jorden. Her i San Pedro falder der 20-22 mm regn om året. Længere ude i ørkenene falder der kun 10-12 mm pr. 10 år. Så det er noget helt ekstremt natur vi er på vej ud i.

Første stop er ved nogle kløfter og grotter vi skal igennem. Imponerende indhug i de forkrøblede bjerge. Overalt på væggene glitrer saltkrysttallerne i solens stråler. Der høres engang i mellem en knitren fra bjergene. Grundet den store temperatur forskel fra nat til dag trækker bjergene sig sammen og udvider sig konstant.

Med min utrolige professionelle og perfektioniske indstilling til fotografering vurderer jeg hurtigt, at her er et fantastisk grundlag for gode billeder. Kristina forærede mig et lækkert kamera i fødselsdagsgave, så nu er det tiden at betale hende tilbage med lækre fotos. Jeg skyder løs fra alle mulige vinkler og føler mig godt ovenpå – lige indtil skærmen på kameraet pludselig forbliver sort. Det lækre kamera skal åbenbart også lades op en gang imellem….?
Kristina tager vel min beskedne undskylning pænt og jeg modtager den lydløse skideballe uden indsigelse. Resten af dagen er det Kristinas Iphone der må stå for de professionelle billeder.

Vi får os arbejdet igennem kløften og grotterne og jeg puster lidt. Kristina og pigerne lader sig åbenbart ikke rigtig mærke af strabaserne. Emma og Lærke har travlt med at følge Anna og lader sig ovrhovedet ikke mærke at de snævre gange of stejle skrænter vi skal op og ned af.

 

Næste stop på turen er ved “De 3 jomfruer” Det er 3 sten der er formet af vind vejr igennem mange 1000 år. Den midsterste skulle eftersigende, og med lidt god fantasi, ligne Jomfru Maria med Jesus barnet og de to andre sten to bukkende jomfruer…? Vurder selv!?

Turen går nu videre til selve Moon Valley hvor vi alle skal ud på en længere opadgående vandretur. I bagende sol og på klipper, sand og grus vandrer vi opad mod et udsigtspunkt. Igen viserne tøserne deres hårdhed. Ingen brok eller piven. De følger Anna og stille og roligt nærmer vi os toppen. Den sidste kilometer gå vi på en bjergryg med forholdsvis stejle skrænter på begge sider. Jeg puster og er igen nervøs på pigernes vejne – igen uden grund. Det er helt igennem utrolig flot tur op ad bjerget. Varmen og det golde tørre landskab giver denne tur det sidste. Det er helt fantastisk og vi snakker ikke meget. Vi suger alle fire den helt fantastiske oplevelse til os.

 

Efter et par Iphone billeder på toppen og en lidt nemmere nedtur er vi på vej mod sidste stop denne dag. Ved et større plateau tæt ved vejen, gør vi holdt for at nyde solnegangen med Andesbjergene i horisonten.

Det er en fantastisk flot solnedgang, men bedst som vi tror, at det var det, vender vi os om, og ser en helt perfekt fuldmåne på vej op bag bjergene for at overtage pladsen på himlen efter solen.

Det er en helt utrolig flot oplevelse og godt gennemtæsket af indtryk sætter vi os tilbage i bussæderen og lader os fragte hjem.

Alt er bare nemmere i Chile…

Søndag den 12. december 2016

Et sug i maven vækker mig…turbulens!

Det gamle American Airlines Boing 777 fly ryster og hopper helt vildt, da vi åbenbart rammer en masse turbulens. Kristina er også vågen og vi kigger samtidigt nervøst på pigerne. De lader sig dog ikke vække grundet lidt rysten og hoppen og sover trygt videre.

Jeg prøver at se hvor langt vi er ved at trykke på den lille skærm foran mig. Intet sker. Velvidende at skærmen ikke virker, vælger jeg dog at trykke hårdere og flere gange hurtigt efter hinanden. Det virker heller ikke. På Kristinas skærm kan jeg se at vi er over Andes bjergene og tæt på vores mellemlanding i Chile – Santiago.

Rundt om os vågner flokken af latinoer. Vi er tæt på de eneste Gringos i flyveren. De små rullegardiner foran de ovale flyvinduer skubbes en efter en op, og afslører en blå himmel med et dejligt skinnede sollys.

Vi er lidt spændte på vores mellemlanding. Vi kan ikke et ord spansk og da den næste flyvning er indenrigs, skal vi have vores bagage, vi skal igennem paskontrollen, igennem tolden og chekke os og vores bagage ind igen. Vi har dog 3 timer til dette, men med USA, og det missede fly i Miami i baghovedet, er nervøsiteten dog at spore ved både Kristina og jeg.

Flyet lander sikkert, og ikke længe efter er vi ude af flyveren. Der hviler en helt anden ro over denne lufthavn end der i Miami, og hurtigt føler vi os alle godt tilpas og sikre på at alt nok skal gå. 45 minutter senere er paskontrollen, afhentning af bagage og tolden overstået – trods det, at den ene af vores tasker skulle chekkes, da “narkohundene” havde lugtet mad…? Vi havde dog intet og høfligt får vi lov at fortsætte.

Nu skal vi bare chekkes ind. Reservations nummeret har jeg taget screen shot af på mobilen, så alt burde klappe – lige indtil jeg opdager at min tlf. er død. Det gamle aluminiums beklædte elektroniske lort. Af alle tidspunkter… Ingen stress, ingen stress. Jeg har forberedt mig hjemmefra og printet det hele ud. Det er velplaceret i en fin mappe i min rygsæk – tror jeg. Alle andre tænkelige dokumenter er her, men ikke det ene vi har brug for.

Nerven ved øjet, som viste sin tilstedeværelse, ved tæt trafik på 6 sporet motorvej, i Miami, er tilbage her i Santiago.

Ro på, ro på – mailen fra vores private booking mester, er på min Gmail. Koden kan jeg huske, så vi logger bare på fra Kristina telefon. Det går i og for sig også fint – lige indtil Google spotter, at jeg forsøger at tilgå min konto, fra en anden enhed og derfor vil have mig til at bekræfte det er mig…….fra min telefon!!! SUK….PANIK!!!!

Vi står i køen til Check In og mit øje vibrerer efterhånden en del. Kristina foreslår stille og roligt at vi da bare ringer til Jacob, vores eminente private booking ekspert i Danmark, og får ham til at sende nummeret. Bum – det gør vi så og det er det! Reservations nummeret tikker ind på Kristinas tlf. sekunder før vi bliver kaldt til skranken. Tak til Jacob for hurtig ekspedition.

1 time fra vi landede, til vi kan slentre rundt i lufthavnen og bare vente på vores fly. Tak til Chile for ikke at være USA. Alle er hjælpsomme og alt klapper bare.

Vi får, som nogen af de første, lov til at gå ombord på flyveren da vi har børn med. Tommel op.

En flink stewardt (ikke bøsset???) viser os til vores sidepladser. Før omtalte Jacob, har sørget for at booke sidepladser i højre side af flyet. Så har vi nemlig udsigt over Andesbjergene hele turen. Godt tænkt og mega fedt. Hold kæft en flot flyvetur. De 2 timer….ja – flyver afsted – og vi lander stille og roligt i Calama.

30 minutter senere bumler vi afsted mod San Pedro i en lille minibus. Endnu engang viser Chile sig at være fantastisk nem at rejse i. Turen tager ca. 1 time og byder på spektakulær natur.

San Pedro er en lille, øde “turist” landsby. Den ligger i Atacama ørkenen, der er er det tørreste sted på jorden. Ved San Pedro falder der ca. 20-22 mm regn om året. Længere inde i ørkenen er det 10-12 mm pr. 10 år…så alt er meget tørt.

Herfra San Pedro kan man komme på dagsture til forskellige attraktioner. Noget vi vil gøre brug af de næste 4-5 dage vi er her.

Bussen fra lufthavnen sætter os af ved døren til vores overnatningssted – igen må man bare tage hatten af for Chile!

Vi skal bo på Hostal Pablito. Det viser sig at være en llile perle i San Pedro, med nogle rigtig søde værter. Værelset er langt bedre end vi havde troet og med udgang direkte til den lille pool.

Klokken er 15 og imens vi pakker ud hopper tøserne i poolen. Vi slutter dagen med lidt indkøb, hyggemad på værelset og en kold lokal øl….

Next stop Chile

Oven på en lang dag på Key West har vi fået sovet længe i dag. Taskerne er pakket og dagen skal gå med lidt shopping og hygge inden vi flyver videre sydpå i aften med kurs mod Chile.

Først vil vi finde en Diner og prøve en gnag usund morgenmad, og dernæst skal vi finde et par nye sandaler til Lærke da de gamle er gået i stykker. Så vi skal “bare” lige nå at finde et nyt par til hende i dag. Sandaler er ikke det store hit i USA – i hvert fald ikke gode trekking sandaler. Hvis det er flad sål med pling pling på, er det ikke noget problem.

GPS’en beordres til at finde en Diner. Miami er åbenbart ikke et Diner mekka, så det er begænset hvad der popper op på skærmen. Vi tager den nærmeste – ca. 15 minutters kørsel fra hotellet. Endnu engang viser GPS’en sig ikke at være helt opdateret – hvor der skulle befinde sig en diner ligger der noget der minder om et nedlagt lægehus…? Øv – vi cruiser videre og passerer en såkaldt Gourmet Diner??? Det viser sig at være en restaurant, der, da de ser vi har børn med, ikke har åbent…

Ved siden af Adult only Gourmet Dineren spotter vi en butik med alt tænkeligt til temafesten. En butik på størrelse med et solidt dansk supermarked, kun med tingel tangel til en god fest. HEAVEN!!! Desværre må vi besinde os – vi gider ikke slæbe på lortet de næste 4,5 uge.

Vi finder en børnevenlig restaurant – på en P-plads – hvor vi alle får et solidt måltid. Nu går jagten på sandaler til Lærke. 3 timer eller 3 butikker og et helt Mall senere lykkes misionen.

Nu er vi klar til Chile. Vi kører til Miami lufthavn og yderst smertefrit afleverer vi bilen, chekker ind og sendes sydpå til Chiles hovedstad Santiago, i et ældre larmende Boing 777. Efter endnu en gang flad kedelig flymad, dratter vi alle om i flysæderne…

Key West

Fredag den 10. december 2016

“Regn”!?

“Det pis regner jo”

Klokken er 6:00 om morgenen i Miami. Pigerne er vækket. Med tunge øjne og slatne lemmer gør de klar til at hoppe ind i bilen. Foran os venter en 4 timers køretur til Key West. USA’s sydligste punkt. Kendt for palmer, lækre badestrande og en flot køretur, hvor over 30 broer passeres. Alt sammen noget, der fungerer rigtig godt i solskin…? Som vi står her i mørket, foran hotellet, med regnen væltende ned fra tunge skyer over Miamis skyskrabere, er der en træls tanke, der rammer en. Dette bliver måske ikke helt den tur, vi har forestillet os.

Miamis neon oplyste gader blander sig, pga. regnen, til et stort lyskaos på frontruden. Da vi rammer den 2 x 6 sporet motorvej, skifter mine knoer farve og bliver kridhvide. Grebet på rattet er massivt og alt kommunikation med Kristina er forstummet. Den eneste stemme der høres er fra GPS’en, der åbenbart ikke er helt opdateret, og derfor vil have mig af afkørsler, der ikke eksisterer mere. En lille nerve ved øjet begynder så småt at få sit eget liv….
Efter en lille times kørsel, er Miami kun at se i bakspejlet og resten af vejen, er det på landevej. Natten er blevet til dag En klar mørk afgrænsning på himlen, minder os om det uvejr, vi så småt har forladt. Solens stråler har fået magten på den anden side af uvejret, og da vi drejer ud på Key Largo (den første af mange øer på turen) har vi blå himmel over os og en lækker bagende sol.

De første par øer vi krydser, er de største og mest kommercielle. De efterlader os med et lidt slatten indtryk, da vejesiderne er tæt pakket med alverdens store grimme reklameskilte. Men da vi kommer længere ud, og øerne bliver mindre, er det mere og mere det lyseblå vand og palmerne der får overtaget.

Da vi langt om længe, og med meget lidt nyttig hjælp fra GPS’en, rammer Key West, er alt som vi havde drømt om. Lækre strande, stille varmt vand, pelikaner, palmer osv osv.

Vi finder et spot på stranden, hvor vi vil slappe af og nyde det hele, de næste par timer.

Efter strand besøget, står det velfortjent på en kold øl og et par kolde colaer ved den eneste beværtning på stranden.

Herude på sydspidsen af USA ligger der også et gammel fort. Det historiske i det springer jeg let og elegant over. Men spændende er det, at se de gamle bygninger og kanoner.

Kristinas sædvanlige nysgerrighed får hende til at kravle op i et af “kanonhullerne” i murværket, for at kigge ned på voldgraven. Hvad hun ser, er ikke lige hvad hun havde forestillet sig. Væggene på fortes solside er tapeseret med store varaner eller hvad sådan nogle nu hedder. Skiftevis kravler vi ud i “kanonhullerne” og kigger på disse mæekelige væsner. En fed lille bonus på turen.

Godt trætte vender vi snuden hjemad – der er trods alt også 4 timer hjem igen. Idet vi lukker bildørene og begiver os afsted, forsvinder solen fra himlen og små vanddråber på forruden signalerer, at vores timing ikke kunne have været bedre.

Da vi igen rammer Miami, har mørket igen sænket sig over byen og regner siler igen ned. Nerven ved mit ene øje begynder så småt igen at vibrere..

Sikke en dag

Going To Miami

Torsdag den 9. Decmeber 2016

Turen går idag videre østpå til Miami. Her skal vi overnatte 2 gange inden vi flyver videre til Chile.

Vi kører tidligt om morgenen via rute 41, henover Everglades, og til Miami. Vi ankommer til hotellet over middag og får vores værelse med det samme. Lyserøde skabe og spejlvægge pryder den lille slidte toværleses lejlighed. Vi pakker hurtigt ud og går ned på stranden. Det blæser desværre lidt så sandet “stikker” på benene. Vi går en lang tur lang strandpromenaden og kigger på de store høje hoteller.

Vi når ikke meget mere den dag. Efter aftensmaden slapper vi alle af i den store sovesofa foran fjernsynet inden vi dratter om. I morgen skal vi tidligt op. Vi skal til Key West som er en 4 timers kørertur til USA’s sydligste punkt. Vi vil hjemmefra klokken 6 om morgenen.

Everglades

Onsdag den 8. December 2016

“Det er sgu’ da en krokodille der ligger der”!

Vi er på vej til en af de ting, farmand har glædet sig mest til på turen rundt i Florida – sumpene i Everglades.

Overstående citat er Kristinas, på vejen mod Everglades. Pludselig ligger der en 2 meter lang krokodille i vejkanten…

Der er en god times kørsel fra Naples til Everglades. Vi har godt med tøj med da de har lovet blæst og lidt regn, men da vi ankommer til Jungle Erv’s Airboat skinner solen fra en skyfri himmel.

Imens vi venter Erv, kigger vi på den krokodille der har taget fast plads i sumpen ved billethuset. Den er stor!

Jungle Erv skal guide os rundt i mangrove sumpene i en airboat. Vi er på jagt efter krokodiller. Med på turen er der 4 ældre amerikanske kvinder der er på tøsetur sammen. Deres humør fejler ingenting.

Erv kan ikke love os at han finder krokodiller, da de kan være svære at finde i mangroven, men han vil gøre forsøget. I en time fræser vi rundt i sumpene. Vi skriger alle af grin og de aldrende kvinder skriger “faster, faster”!!! Det er vildt fasinerende at sejle i de små korridoer og se det fantastiske dyre- og fugleliv. Airboaten larmer meget så vi sidder alle md hørebøffer på. En gang imellem stopper Erv motoren og forklarer om sumpenes økosystem og krokodillernes vandringer fra havet og op i Everglades.

Vi finder desværre ingen krokodiller men som et plaster på såret får vi lige et kvarter ekstra i båden for fuld skrue (eller propel). Hold kæft det er sjovt…!!!

Erv fortæller at 10 minutters kørsel derfra, er der en rasteplads. Her er der næsten altid krokodiller, fisk, skildpadder og fugle. Hvis vi først stopper der og kigger og derefter kører 5 km ud af en grusvej, så vil vi også kunne spotte krokodiller der.

Inden vi kører til rastepladsen besøger vi Jungle Erv’s boardwalk som er en gangbro rundt i sumpende. Den ligger 5 minutters kørsel derfra. Her mærker man det fugtige klima, ser små krabber i mudderet og edderkopper hvis spind spærrer gangbroen. Højdepunktet er at vi får lov at holde en krokodille. Alt overskuddet fra disse aktiviteter går til Everglades Nationalpark.

Vi kører til rastepladsen – og ganske rigtig. 4 – 5 krokodiller ligger på bredden eller i vandet, et par store skildpadder cruiser rundt, masser af store geddelignene fisk i vandet og store fiskehejre lignede fugle overalt. Vi fortsætter ud af grusvejen og flere steder stopper vi op og beundrer de store krokodiller.

En lang dag er ved at være slut og vi kører hjemad mod lejlighed og pool. På vejen hjem ser vi flere krokodiller i sivene langs vejen og hundredvis af store fugle. Eller mor og far gør – tøserne falder i søvn med det samme…

Inden sengetid nyder vi en helstegt kylling med kartoffelmos og salat. Det bedste måltis i mange dage. Det er ikke nemt at finde mættende nærende mad i USA.

Lærkes fødselsdag

Tirsdag den 7. December

I dag er det Lærkes fødselsdag og selv om vi er langt fra Danmark skal det fejres. Lærke vækkes med morgensang, kanelbagels og gaver på sengen. Vi har flag med hjemmefra – så der mangler ikke noget.

Efter morgenmaden og en tur i poolen tager vi på en lille shoppetur for at finde et par nye bikinier til tøserne. Men da det er “vinter” i Florida er der ingen butikker der har bikinier??? Efter vi har hygget os med lidt shopping, is, slik og sodavand kører vi til Vanderbilt Beach, der efter sigende skulle være den flotteste strand i Naples. Og stranden lever op til sit omdømme. Super lækker strand – der bliver dog hurtigt dybt og bølgerne virker lidt voldsomme, men pigerne finder hurtigt en måde at bruge bølgerne på. De sætter sig i vandkanten og bliver væltet omkuld af brændingen.

Efter en del tids tumlen i bølgerne hygger vi på stranden og venter på solnedgangen. Vi spotter et par delfiner der cruiser langs stranden. Derudover er det, som altid, sjovt at sidde og kigge på de tossede amerikanere. Flere og flere kommer på stranden for at se solnedgangen. Alle har de en kæmpe stoæ på ryggen og en stor køletaske i hånden. Ingen går ned på udstyr.

Pigerne leger med en bold imens mor og far nyder en “forklædt” øl på stranden.

Efter sol nedgangen henter vi en flot fødselsdagskage til Lærke som nydes på sengen. Lærke er ikke i tvivl om at dette har været hendes bedste fødselsdag nogensinde, men der er nok også langt imellem fødselsdag i december der byder på pool- og standbesøg.

Vi rykker videre

Efter morgenmaden pakker vi bilen og begiver os videre. Vi vil køre forbi Tampa og ud på Maria Island for at nyde lidt tid ved stranden. Det er også nogle lækre strande, men vejret er ikke med os idag – det er overskyet med byger. Vi vælger at stoppe ved en park hvor det , via små træbroer, er muligt at passere sumpene og komme ned og se stranden. Det er tørt da vi begiver os afsted, men da vi når vandet ændres dette. På et split sekund åbnes himlen og vandet vælter ned. Vi kan ikke andet grine af det hele og godt våde hopper vi i tørvejr inde i bilen. Regnvejret forsætter så vi må forsætte turen drivvåde inde i bilen. Regnvejret er så voldsomt at hvis vi åbner til bagagerummet vil det hele bliver gennemblødt på ingen tid.

Vi kører videre mod Naples hvor vi skal have base de næste 3 dage. Her skal vi fejre Lærkes fødselsdag. Vi håber på godt vejr så vi kan komme en tur på stranden. Vi vil også en tur forbi Everglades og se aligatorer.

Vi har fået et lille beskedent værelse med 2 dobbeltsenge og udgang til pool. Så er pigerne tilfredse….