All posts by Fiskeguru

Nytårsaften

Lørdag den 31. december

I går ankom vi til vores nye hjem de næste 3 dage – et fantastisk sted midt i skoven, med udsigt til den aktive vulkan Villarrica. Vi er ved den kendte ferieby Pucon. I går kørte vi de godt 900 km fra Los Andes og hertil. En tur på godt 11 timer, som gik over alt forventning. Pigerne var gode til at underholde sig selv på bagsædet, og vej og natur var så afvekslende, at der hele tiden var noget at kigge på.

Vi skulle dog lige slutte af med lidt spænding. De sidste 7 km til vores overnatningssted, var på en meget hullet og tvivlsom grusvej i tusmørket. Efter et skarpt sving, stiger vejen helt vanvittigt meget. Da vi er halvvejs oppe, er vi ved at gå i stå, da hjulene ikke bider så godt i gruset. Speederen presset på ny i bund. Det våben ser ud til igen at hjælpe os, og den lidt hostende bil, med grus og støv flyvende ud til alle sider omkring sig, får endnu engang fragtet os sikkert frem. Vi finder senere ud af, at der fra den anden side, kun er 3 km grusvej i meget bedre stand, så det er sidste gang vi hilser på denne bakke.

Vi er flyttet ind i en lækker lille træhytte med eget bad, køkken og brændeovn. Da vi indtil videre kun har oplevet sol og varme i Chile tror jeg dog ikke, vi får brug for brændeovnen. Det er en hytte ud af 4 på den lille skønne naturgrund, der også indeholder værtsparrets eget hus.

Det er 7 år siden de gik i gang med deres drøm om dette sted, og alt har de selv bygget. Desuden indeholder grunden også et stort drivhus med agurker, tomater, salat osv. + en stor køkkenhave. Alt dyrket økologisk og alt sammen til vores rådighed. Tæt på vores hytte er der en sti, der fører ned i den tætte skov og ned til en bæk. Det er muligt, at følge bækken et lille stykke, før den løber ud i en større flod med krystal klart vand i. Sikke et fantastisk lille paradis.

Pt. bor der os, værtsparret selv og deres skønne 2 årig datter og derudover en meget kælen og konstant spinnede kat + en kåd collie, som konstant ligger, som en trofast vagthund foran vores dør.

I dag er det så den sidste dag i 2016. Da vi alle var godt møre oven på den lange køretur igår nyder vi bare og snue i sengene. Det er hundekoldt i huset, hvilket er meget uvant for os, og den lille brændeovn vi troede vi aldrig ville bruge bliver fyret godt og grundigt op.

Efter en hurtig shoppetur i det nærmeste supermarked, er vi klar til noget, der minder mest om en god gang brunch. Maverne skal være fyldte, inden vi prøver lykken med en tur til Pucon. Vi vil ind og finde noget lækkert kød og tilbehør samt lidt pynt til i aften.

Byen er spækket med mennesker – så på den front ligner det meget Danmark. Vi er heldige at finde os en parkeringsplads midt i byen og i et kæmpe kaotisk supermarked, får vi handlet det meste ind, til den store aften.

Derpå finder vi en lille café – med Wifi – hvor vi får os lidt is og kage og en god kop kaffe. Samtidig får vi ringet til familien og vores naboer og ønsket dem et godt nytår.

Inden vi kører tilbage, får vi lige suppleret aftenens menu op med en gang frisklavet sushi. Mums!

Inden vi tænder bålet og klargør maden til den store aften, napper vi en lille hyggelig gåtur ned i skoven, langs bækken og ud til den glasklare flod. En enkelt fluefisker har kæmpet sig ud midt i strømmen, i håbet om, at fange en af de vilde regnbueørreder. Det gipper i mig – hvor ville det være fedt, at kunne fiske sådan et sted som dette.

Med øl og sodavand i glassene og med hatte, slips og alverdens pynt, står vi alle 4 side om side på den lille intermistiske bænk foran vores hus. Om få sekunder er klokken 20, hvilket betyder at alle vores venner og familie hjemme i Danmark, alle står klar til at hoppe ind i det nye år grundet de 4 timers tidsforskel. Og alt andet, end at vi hopper ind i året sammen med dem, vil virke forkert. Så midt på den skønne naturgrund, midt i Andesbjergene med udsigt til en rygende vulkan, står der altså en farvestrålende lille familie klar på en lille bænk, for pludselig at hoppe frem på samme tid. Et specielt syn for ikke vidende, vil jeg tro.

Efter en fantastisk middag bestående af sushi,oksebøffer, hakkebøffer, pebré, vandmelonsalat og brød står den på lidt musik fra spotify, sang, dans og hygge, før vi alle klokken 12 igen hopper ind i det nye år. En noget anderledes stille og rolig nytårsaften er ved at være forbi og godt oppustede af den lækre mad og champagne / børnechampagne går vi alle veltilfredse til køjs.

Godt Nytår alle sammen. Ses i det nye år!!!!

Strand, stejle bakker og smagløs suppe

Torsdag den 29. december

Klokken er 10.15 da Christian holder ved vores hotel. Vores bil holder stadig i hans indkørsel efter gårsdagens hyggelige aften.

Viña del Mar hedder dagens destination. Det er en kystby, der grænser op til den lidt mere kendte Valpariso, som er en “hippie” by.

Vi følger samme opskrift som igår. Vi følger Christian, men denne gang kører vi væk fra den Argentinske grænse, så vi burde være nogenlunde trygge.

Det er en fantastisk flot køretur på ca. 2 timer. Vejen skærer sig igennem dale fyldt med vinmarker, og over frodige bjergtoppe.

Inden Viña del Mar stopper vi ved et lille udsigtspunkt i feriebyen Con-Con. Lige under byen, er der to kontinentplader der støder sammen. Det har skubbet flotte klippeformationer, blandet med størknet lava op, og dannet en rå og fantastisk flot kyst.
Vi kravler lidt rundt på klipperne og prøver febrilsk at tage det rette billede af det hele.

Desværre er den flotte vilde rå kyst, ved at forsvinde i høje, kedelige hoteller, som skyder op overalt.

Efter det lille stop, kører vi til Viña del Mar, for at få lidt at spise på en af de mange strandrestauranter. Menukortet er fisk og skaldyr, hvilket egentlig er fint med os.

Jeg bliver anbefalet, at prøve en varm lokal fiskesuppe. Alt i mig er i alarmberedskab, og skriger nej indvendigt. Jeg vælger, trods alle faresignaler, den lokale suppe. Pigerne får en gang pomfritter, imens Kristina vælger skaldyrsalaten.

Jeg vil sige det pænt – jeg tror vi valgte den forkerte restaurant!!! Kristinas skaldyrssalat består af en røvfuld salatblade, let drysset med skamkogte rejer og muslinger. Om fravalget af salt, peber og generelt krydderurter, er et bevidst valg fra kokkens side, ved jeg ikke, men i så fald burde det valg tages op til revision. Pigernes pomfritter er ok….og så er der suppen… Buldrerkogende i en dyb tallerken, bliver den serveret for mig. Et mix max af skaldyr + en hvid fiskefilet, inklusiv ben, har valgt at tage ophold i den kogende suppe. Også i suppen skinner kokkens fravalg af smag igennem, dog giver sandet det hele en form for sprødhed, og de buldrerkogte skaldyr giver suppen en form for bid.

Høfligheden tvinger mig igennem suppen, og ved min side kæmper Kristina samme kamp med sin salat.

Det skal dog nævnes, at vi fik nogle meget velsmagende skaldyrs empanadas og nogle lækre gratinerede muslinger, inden salat og suppe.

Efter dette måltid kører vi op til et lille udsigtspunkt i byen. Her kan vi kigge ud over den travle containerhavn, og vi når da også lige at nævne Mærsk for vores chilenske venner.

Derefter tager vi en tur i noget, som jeg vil betegne værende en blanding imellem en togvogn og en elevator. Vognen kører på skinner på den stejle bjergskråning og blev i gamle dage, før veje og biler, brugt som transportmiddel imellem de forskellige niveauer i byen. En sjov lille tur, i en knagende togvogn.

Inden en afsluttende tur på stranden, vil Fransiscas fætter (som stødte til os på restauranten) viser os lidt af den gamle bydel. Han er studerende i byen, og kender alle små gader og smutveje. Vi skal blot følge hans bil. Noget som viser sig, at være en større udfordring. Vi bliver ledt ind i små smalle gader tætpakket med busser og biler. Vi skifter bane konstant og presser os foran alverdens andre bilister. Derefter drejer vi væk fra vandet, og begynder en meget stejl opstigning i de farvestrålende gader. Op, op , rundt i skarpe sving, ned, rundt, op, op osv osv. Til sidst lokker han os ned af, hvad vi vil tro er, byens stejleste gade. Aldrig har jeg kørt ned af noget så stejlt. Inden vi rammer gaden, føles det som vi kører ud over en afgrund. Gaden er så stejl, at vi kan ikke se vejen, før bilen “tipper” nedad. Vi følger de andre med lidt afstand. Pigerne skriger og griner på bagsædet. Lige inden jeg vil passerer en parkeret bil, drejer Christian ind til siden foran mig, og til min skræk ser jeg en taxi med fuld fart på vej op. Jeg får vredet bilen ind bag den parkeret bil, så taxien kan passere, men med kun 30-40 cm afstand imellem den parkeret bil og vores bil, står vi med et mindre problem. Jeg har for lidt afstand til, at få bilen ud igen og holder på noget der føles som en 45 graders nedkørsel.

Vi holder lidt og sunder os. Vi har kun kørt i bilen et par dage, og hvad den kan holde til ved jeg ikke. Hestekræfter har den ikke mange af. Jeg flår gearstangen i bakgear og tæsker sømmet i bund. Et skrig af den anden verden høres, dels fra bagsædet og dels fra den lille motor. Men miraklet sker – bilen bakker et par meter op ad bakken, hvorefter den kan drejes uden om den parkerer bil…..Jagten på de andre genoptages og lidt efter er vi alle samlet igen.

Vi kører lidt mere rundt i de smalle flotte gader, alle fyldt med huse i alverdens farver og graffiti. En rigtig fed oplevelse, som vi på ingen måde vil have været foruden. Som almindelig dum turist, ville vi aldrig have set og oplevet de ting, som vi gjorde på de vilde 30 minutter rundt i de smalle gader – fedt fedt fedt.

Vi slutter besøget i Viña del Mar af, med en tur på stranden, hvor kæmpe bølger rejser sig lige inden stranden.

Da vi sidst på aftenen rammer hotellet, tager vi alle en snack og en kold fadøl sammen på hotellets udmærkede restaurant. Her får vi grinet lidt af dagens og gårdagnes oplevelser. Pigerne får givet Fransesca og hendes veninde en kæmpe krammer. De har alle 4 været udadskillige hele dagen, og det er med blanke øjne de tager afsked. Vi får sagt pænt farvel og får endnu engang takket dem, for alt det tid de har brugt på os, og på alt det venlighed vi har mødt, samt en masse spændende oplevelser.

Trætte falder vi om i vores senge. Imorgen skal der pakkes. En 12 timers køretur til Pucon venter os, så det er med at få sovet godt ud….

“Det er ikke godt det her…!?”

Onsdag den 28. december

Efter en en afslapningsdag på hotellet, er det i dag blevet tid til lidt bjergkørsel. VI har aftalt med Sonjas familie her i Chile, at vi skal mødes med dem ved vores hotel klokken 11……eller ca. 11 da tid er meget relativt her i Chile.

11:15 er vi samlet. Solen skinner fra en skyfri himmel og turen går til en smeltevandssø, hvis vand er helt azurblå. Stedet hedder Portillo og er placeret højt oppe i bjergene et par km før grænsen til Argentina. Om vinteren er dette et populært skisportssted proppet med mennesker. Her om sommeren er presset knapt så stort på det lille hotel der ligger ved søen.

Vores chilenske venner består af Sonjas niece Fransisca, Fransiscas to brødre og hendes nevø, hendes fætter og sidst men ikke mindst hendes far – Christian.

Planen er at vi følger efter dem i vores egen bil. Det er Christian der fører an i sin firhjulstrækker. Da vi rammer bjerget og stigningerne begynder er det samtidig starten på en komisk kamp for at følge med ham. Vores knap så elagante udlejningsbil, er ikke ligefrem udstyret med et kæmpe antal hestekræfter. Tværtimod…! Christian er dog god til at holde lidt igen og langsomt nærmer vi Portillo. Det sidste stykke op til søen består af 28 hårnålesving drysset ud på en vanvittig stejl bjergvæg.

Halvvejs igennem svingende begynder Christian måske lige at være flink nok ved os. Farten er meget lav – næsten så lav at det er svært at holde bilen igang……Pludselig drejer han ind i rabatten og parkerer bilen næsten vinkelret på kørselretningen….?

Et tilstoppet luftfilter viser at være årsagen til den nedsatte hastighed og den akutte parkering. Efter et par forgæves forsøg på at få bilen igang igen ændrer vi planerne lidt. Fransisca kører med os og guider os det sidste stykker. Så må tiden vise om Christian og resten af familien kører op eller ned.

“Var det ikke derinde?” spørger jeg Fransisca, da vi passerer en større bygning….Fransisca kigger undrende bagud, men konstaterer kort efter, at vi bare skal fortsætte. De skarpe hårnålesving har vi lagt bag os, og lidt mere menneskelig bjergkørsel er nu og se fremad.

Lidt tvivlende på hvor vi er, spørger jeg igen Fransisca, om hun er sikker på, vi er på rette vej. “Just go”!! svarer hun, hvorpå vi fortsætter. Da vi passerer under et stort skilt med teksten “Thank You For Visiting Chile” kigger jeg igen spørgende på Fransisca….samme svar. I modsatte køreretning er den ene af to vejbaner, en lang kø. Fransisca fortæller os, at det er Argentinere der er på vej til havet i Chile, for at fejre Jul og Nytår. Når vi skal tilbage fra søen, skal vi ikke i køen da vi ikke skal igennem tolden…..

“TOLDEN”!? – så er der da et eller andet galt. Men Fransisca forsikrer os om, at dette er rigtigt. Da vi rammer tunnellen, som er den deciderede grænse til Argentina, kaster jeg bilen ind til siden. Det her er galt. Fransisca sidder lidt og langsomt kommer hun i tanke om, at hun har været i tunnelen med hendes far og der var en masse sikkerhed. Hvis vi vil til Argentina kan vi bare køre videre…

“TIL ARGENTINA – NEJ NEJ NEJ, VI HAR INGEN PAS MED”!!!

Nu går det op for Kristina og jeg, at vi pt. er i ingenmandsland imellem Chile og Argentina. Ligemeget hvilken vej vi kører, skal vi vise pas – som vi ikke har. Vi har dog en kopi af alle pas, i vores rygsæk. Fransisca er meget ked af det og undskylder mange gange. Hun troede, der ville være mere kontrol, når vi forlod Chile.

Vi vender bilen og kører tilbage mod Chile. Da vi ikke har noget at fortolde, ikke har været i Argentina endnu og ikke er fra Argentina, kan vi, ifølge Fransisca, bare kører i spor 2 uden om køen. Teknisk set har hun ret – det ved de mange argentinere i køen bare ikke. Røde i hovedet af raseri og med armene flagrende ud til alle sider, hopper de ud foran vores bil og spærrer vejen for os. Vi prøver at forklarer, men de lytter ikke. Det lykkes os at “snyde” os en kilometer frem i køen, inden vi kapitulerer og finder en plads i den stillestående kø.

“Det er ikke godt det her…!?” jeg kigger på Kristina. Hun sidder på bagsædet, med 2 skræmte piger. Ligenu er den flotte smeltevandssø ligegyldig. Solen står lodret over os og bager ned på bilen. Mad har vi ikke noget af. En enkelt flaske vand er alt hvad vi er i besiddelse af. Vi skal bare forbi den grænse på en eller anden måde.

Fransisca har i mellemtiden været i telefonisk kontakt med sin far. Bilen er kommet igang igen og de er nu ved grænsen i Chile. Han kender et par af tolderne og forsøger med alverdens diplomatisk snak, at lette det hele for os.

1 time efter kommer han ud til os på gå ben. Han kan nok godt fornemme, at stemningen er en smule trykket i bilen. Han hopper en på forsædet og beder Fransisca om, at gå tilbage til grænsen.

“Kør!” siger han “Hvis nogen stopper os, tager jeg den. Bare kør!”

Omkranset af råb og en masse dytten, flår jeg bilen i spor 2 og kører frem til grænsen. Da vi når grænsen stopper en betjent os – Christian snakker og snakker og snakker. Vi bliver bedt om, at kører bagom nogle lastbiler og parkere ved en stor bygning. Derefter skal vi alle ind og stå skoleret på et kontor, hvor Christian igen snakker og snakker og snakker, og viser kopierne af vores pas. Efter et par underskrifter og en hurtig inspektion af bilen, får vi lov at komme ind i Chile igen…

Lettet ,og en smule rystet, stiger vi ud af bilen foran hotellet, ved den flotte sø. Det var den store bygning, som jeg havde spurgt til, inden mareridtet startede.

Efter et lille måltid mad og en beroligende pisco sour, går vi ned til den flotte sø. Og den er flot! Hele turen værd, hvis vi ser bort fra Argentina ræset.

Efter lidt afslapning, lidt vandren og noget fotoskydning, begiver vi os ned af bjerget igen. Fra min egen far ved jer, at nedad et bjerg, skal man ikke kører stærkt, for så at bremse hårdt, kører stærkt, for så at bremse hårdt – så bliver bremserne varme…:0) Med en let fod på bremsen kommer vi ned igen. Christian har inviteret på grillaften i sit hus, og efter et par stop ved en slagter og supermarked, sidder vi på hans hyggelige terrasse med vinranker og citrontræer, og drikker en kold velfortjent øl. Pigerne er hoppet i poolen sammen med den mindste af Fransiscas brødre….og en skildpadde. Vi har en helt fantastisk aften med lækker mad, kolde øl, Pisco og hyggeligt selskab. Senere dukker lidt mere famile op og snakken går om alt, fra Chiles historie i godt og ondt, om vores tur næsten til Argentina, om julemænd…ja om alt i mellem himmel og jord. Langt ud på natten, er vi ved at være igennem alle flaskerne og Fransiscas fætter – den eneste ædru person – kører os alle tilbage til hotellet.

Inden afleverer vi dog vores bilnøgler til Christian. Bare så han kan flytte vores bil, i tilfælde af jordskælv, da den er parkeret, hvor han har lavet en såkaldt “Safe Zone”….

Los Andes

Mandag den 26. december

Kan du se hende?

Fortabte står vi på en busterminal i Santiago. En by med 5 millioner indbyggere. Vi har via sms aftalt med Valentina, som er familie til Kristinas kollega Sonja, at hun skal stå klar, når vi rammer Santiago med Tur-bussen fra La Serena. Måske er Sonjas kusine Fransisca der også. Fransisca har vi mødt før, men hun er ikke at se – Valentina kender vi ikke, så hun kan være hvem som helst i flokken af mennesker….

Jeg stiller mig lidt afsides med bagage og tøserne, imens Kristina går en runde på busterminalen. Valentina har været så sød, at hjælpe os ud til biludlejningsfirmaet Alamo, hvor vi skal hente vores bil for de næste 12 dage. Hun vil sørge for at vi komme helskindet fra Santiago mod Los Andes.

….”Do you know Kristina”?….En sød spinkel pige med en del nervøsitet i stemmen står foran mig med sin mobiltelefon….

“SI”! får jeg sagt meget turistagtigt. Det er Valentina, som har set os gringos og sikkert har vurderet at sandsynligheden var høj for at hun ramte rigtigt. Vi får samlet tropperne og hopper i taxi. Turen til Alamo varer ca,. 30 min og på turen får vi snakket en del med Valentina om Santiago, Chile, studerende i Chile og ikke mindst hende og hendes studie til medicin.

Efter alverdens underskrifter osv ved Alamo, får vi udleveret vores fine hvide bedstemorbil. Vi er blevet opgraderet til automatgear – fint med os.

Vi kører mod motorvejen. Valentina er med og dirigerer. Vi rammer desværre myldrertrafikken i Santiago. Biler krydser fra højre til venstre og omvendt konstant foran os. Jeg knuer rattet og lader Valentina bestemme vejen. Det meste af turen er i kø. Vi passerer en flod og interesseret spørger jeg om navnet på floden……”no name – it’s a poop river” svarer Valentina koldt….

Vi sætter Valentina af lige inden motorvejen og forsætter mod Los Andes på egen hånd. Vi kører efter en app der hedder Go Here….ikke den mest pålidelige app…..

“Jeg skal tisse” – Emma sidder med små blinkende dådyr øjne…”NU” tænker jeg….vi er på motorvejen. Rastepladser findes ikke rigtig i Chile. Vi kører af motorvejen i håb om at finde et toilet og 2-3 km senere, langt ude på bøhlandet, finder vi en lille kiosk. Toilet standarden dripler vi uden om – Emma, og resten af pigesjakket får tisset af. Turen tilbage til motorvejen viser sig at være langt mere besværlig. Vi kommer igennem meget klemte bygader i meget små landsbyer og små hullede grusveje før vi igen, efter 25 – 30 min. rammer motorvejen igen.

Dagslyset er svindende, da vi drejer af hovedvejen tæt ved vores mål. 5 minutter – så er vi der. Bilen smyger sig igennem de skarpe sving op ad bjerget.

“Til højre her- så er vi der”. Kristina kigger lettet på mig. Vi drejer ned ad en grusvej med marker på begge sider….. Ingen skilte eller noget der indikerer et overnatningssted. Mærkeligt. Grusvejen ender blindt ved en mark. Bondemanden står på marken – han nikker umiddelbart ikke genkenende til hotel navnet vi giver ham….pis! GPS’en har svigtet og det er ikke muligt at taste ny adresse offline….. Bondemanden gestiluere at vi skal kører længere ad hovedvejen – hvilket vi gør. Til alt helt rammer vi 5 minutter senere hotellet på selvsamme hovedvej. Pyha! Vi får tjekket ind og pakket ud. Værelset er rigtigt fint med nogle gode senge. Desværre har vi ingen mad og sulten har ramt os alle. Da vi spørger efter et spisested i receptionen, ber receptionisten os om at følge ham. Vi går ud af hotellet og 50 meter frem, for at ramme et mega hyggeligt spisested. Tjenerne snakker engelsk og vi bliver beriget med kød, cola og øl….og pisco…Mætte og trætte går vi tilbage til værelset og kort tid efter snorksover vi alle 4….

Dagene i La Serena

Vi nærmer os middagstid mandag den 26. December.

Vi sidder pt. i en TurBus på vej til Santiago. Bag os er 8 skønne dage i La Serena. Vi har været indkvarteret i en fin lille lejlighed med 3 værelser og et køkken / alrum.

Lejligheden er på 8. etage med en skøn udsigt ud over bugten og stranden ved La Serena. De første par dage bruger vi på at finde os til rette dette nye sted.
Lejlighedskomplekset ligger i 2. række fra standen, omkranset af hegn og med en portvagt. Den ene af vagterne kan, som den eneste på stedet, en smule engelsk. Han hedder Jorge, kommer fra Sau Paulo i Brasilien og i vores tid i La Serena, vores helt store hjælp til mange ting.

En af de første dage, hvor vi sidder og hygger os lidt i lejligheden med lidt Kaste Gris, spørger Lærke pludseligt: “Hvorfor bevæger fjernsynet sig”? Vi kigger alle lidt mærkeligt på Lærke og derefter på fjernsynet. Og ganske rigtigt – fjernsynet står og vipper lidt og derpå gradvist mere og mere. Nu kan vi også mærke, at det hele vipper, og det går op for os, at et jordskælv er igang. Det er dog heldigvis kun et mindre et af slagsen og 20 sekunder senere, er det hele overstået igen. Ingen skade sket – hverken på os, hus eller inventar. Men så fik vi da den oplevelse med.

Næste dag kører vi til den lille tange, vi kan se fra vores strand. Her kan vi se et kæmpe kors, og Jorge – vores brasilianske ven – har fortalt os, at det er muligt at komme op og se dette kors, og at udsigten er helt fantastisk. Byen vi besøger hedder Coquiembo. Vi tager en taxi fra busstationen og op til korset. Det er stort – 93 meter højt. Rundt om det, er der statuer af Jesus og tiden op til og efter korsfæstelsen. Pigerne spørger interesseret indtil denne begivenhed, hvilket sætter Kristina og jeg under et større pres. Jeg tror ikke, at alt hvad vi fortæller er helt sandt….derefter kører vi med elevator op i korset og udsigten heroppefra er ikke mindre end fantastisk.

Dagen efter smutter vi en tur til La Serena centrum. Vi vil ind og gå lidt i butiksgaderne og derefter i et Mall tæt på busterminalen. Efter en længere gåtur på 30 minutter kommer vi til busstoppestedet og hopper på en bus til midtbyen – 5 kr pr. mand – det kan vi vidst ikke klage over.

La Serena er en større chilensk kystby og der er vældigt liv i midtbyen. Vi bruger et par timer på lidt småshopping samt et mere eller mindre katastrofalt måltid, hvor vi får den mest senede oksemørbrad nogensinde og hvor pigerne aldrig når at få deres mad. Tjeneren sluttede af med at sige at det ikke er hans skyld men køkkenets….god kollega.

Da vi kommer til det store indkøbscenter, er det blevet tid til lidt julegaveindkøb. Vi deler os – efter lodtrækning selvfølgelig – i to hold. Kristina og Lærke går sammen og Emma jeg går sammen. Vi får 1 1/2 time til at finde gaver, til det andet hold. En hyggelig lille ide, som Emma havde bidraget med. Forvirret drøner vi rundt i det store center på jagt efter gaver, og som tidspresset stiger bliver vi mere og mere febrilske. 1 1/2 time efter mødes vi alle igen, med alle indkøb afklaret.

Resten af denne dag bliver ved poolen og denne dag afsluttes – som mange andre dage i La Serena, med en lang hyggelig gåtur på stranden.

Vi bruger også et par dage i Pisco Valley – eller i Pisco Elqui, som det rigtigt hedder. Turen tager et par timer i en lille gyngende bus. Vi kører over bjerge og igennem dale. Alt sammen ubeskriveligt smukt og variende fra rå natur med sten, sand og kaktusser til frodige grønne dale med vandløb, træer og vindruemarker. Vi hopper af i den lille by Pisco Elqui. Vi er tæt på jul og vi tror at det sikkert, er årsagen til den lidt “døde” by.

I følge Lonely Planet bogen, burde der ligge et Pisco destilleri (Mistral) et sted i nærheden, men om det er i denne by eller bare et sted i dalen ved vi ikke. Efter længere tids søgen på HereGo og Google Maps uden resultat, opgiver vi foretagendet og vælger bare at gå en tur rundt i byen. Solen er bagende varm og der er ikke meget skygge så vi er godt stegte da vi efter 1 times gåtur, er ved at være byen rundt. Der er ikke så meget mere at se og i mangel af destilleriet, beslutter vi os for at hoppe på en bus igen, tilbage til en by der hedder Vicuña, hvor vi skal overnatte. Ligesom vi skal til at sætte os i bussen, ser vi noget der ligner vintanke og lign. Kristina vil lige se hvad det er…..det viser sig, at det er det “forsvunde” Mistral destilleri – 50 m fra, hvor vi en time forinden, stod og søgte forgæves efter det på telefonerne…..så lærte vi at bruge øjnene lidt, i stedet for teknologien.

Vi køber en rundvisning – 40 kr pr. mand – inkl. en sodavand til pigerne og en Pisco Sour til os voksne. Vi når dog lige en ekstra Pisco Sour inden rundvisningen. Selve rundvisningen varer en time, og Emma og Lærke følger tålmodigt med rundt. Det hele afsluttes med en lille Pisco smagning. Lidt bimmelim og veltilfredse hopper vi i bussen og kører 1 time tilbage igen til Vicuña. Vi har en enkelt overnatning her, inden vi kører tilbage til La Serena. Poolen her er stor og haven er vildt flot. Desværre er resten af stedet meget misligeholdt, og værelset er grænsende til ulækkert. Samtidig har jeg hevet en eller anden form for nellefeber til mig, hvilket resulterer i små hvide plamager, der vandrer rundt på hele min krop time efter time og som klør ad h…… til. Jeg sover ikke meget den nat, hvilket ikke gør oplevelsen meget bedre.

Næste dag er vi tilbage i lejligheden igen lidt over middag. Jeg er stadig lidt ramt af kløen, men slet ikke i samme grad som dagen forinden. I dag er det den 23. december og det er chilenernes første feriedag. Det ses tydeligt på aktivitetsniveauet på stranden, som er forøget gevaldigt. Vi går en længere tur og får lidt at spise og drikke på en strandrestaurant.

Juleaften….i aften er det juleaften. Pigerne vækkes til varm risengrød med kanelsukker. Risene har vi med hjemmefra, og pigerne er glade for den lille overraskelse. En lille julemorgengave får de også – et par øreringe og et hul i ørerne gavekort.

Derefter laver vi lidt julepynt, og vi får pyntet den plastik bambus potteplante i lejligheden, som gør det ud for årets juletræ. Vi har en blinkende lyskæde, lidt serpentiner og en lille julestjerne som altsammen er købt i Chile. Lidt kravlenisser fra Jans kollegaer, en stof lama og en Lærke julekugle fuldender det hele, til det perfekte juletræ. Gaverne lægges rundt om træet. Derefter får vi ringet rundt til familien i Danmark, som er ved at have overstået gaveåbningen. Det er nu dejligt, at snakke med dem derhjemme igen. Inden maden, går vi en tur på stranden, som i dag, i modsætning til i går, er helt støvsuget for mennesker. Solen skinner igen i dag og temperaturen nærmer sig 26-27 grader.

Aftenens menu består af 4 store bøffer med vandmelonssalat, pepre og brød til. Lidt utraditionel, men vi kunne ikke finde en and;0)

Efter 5-6 julesange og den afsluttende dans rundt i hele hytten til ” Nu det jul igen…” åbnes gaverne. Kristina har været god til, på turens 3 første uger, at købe lidt gaver til tøserne, uden de opdagede det. Glæden er stor, da Emma får sin USA-halskæde (som hun havde kigget på i Miami) og Lærke sine pon-poner som hun havde set i Naples. En anderledes, men dejlig, Juleaften går på hæld og mættet af god mad og oplevelser falder vi alle i søvn.

Nu sidder vi så – som nævnt i starten – i en TurBus, på vej til Santiago. Her skal vi mødes med noget familie til Sonja. De vil hjælpe os med leje af bil. Frem til nytår, skal vi bo tæt ved Los Andes og nytårsaften bliver måske ved Fransisca og hendes forældre i Los Andes. Efter nytåret kører vi længere sydpå i Chile. Hvorhen ved vi ikke endnu, men det finder vi nu nok ud af i løbet af de næste 5 dage.

Glædelig Jul til jer alle

La Serena

Søndag den 18. december 2016

Liggestole i en bus, er ikke ensbetydende med komfort – i hvert fald ikke når der skal soves. Klokken er 7 om morgenen og godt skæv i kroppen retter jeg mig op i sædet. Emma og Lærke sover stadig, men Kristina rører også en smule på sig. Godmorgen får vi fremstammet inden ømheden rammer en.
Langsomt skiller jeg velcroen ad på frontrudens gardiner og dagslyset kæmper sig heroisk indenfor i bussen. Landskabet udenfor er stadig det samme. Lysebrunt tør gold bjerglandskab med enkelte knastørre buske, kæmpende for livet i rabatten til motorvejen.

Pt. er der ikke meget der indikerer at vi er på vej til et mere frodigt område ved kysten.

Pigerne vågner langsomt op, og Kristina får smurt os et par tørre morgensandwich. Brødet her i Chile er bedst på dagen.

Endnu engang falder mit blik på mit armbåndsur – 40 minutter endnu – så er vi der….men ak. Pludselig stopper trafikken. Et par biler er havareret let og spærrer motorvejen. Kranbil og hvad der må være Chiles svar på falckfolk er på stedet…..men intet sker. Den ene bil er trukket i rabatten og den anden skal vendes fra siden og om på hjulene, for derefter at slæbes væk af kranvognen. En simpel manøvre vil jeg tro. Efter 30 minutter ankommer en politibil og to kasketklædte betjente hopper ud. Bilen kører igen og nu er der to mere der kan stå og kigge på.

Efterhånden har vi alle i bussen accepteret at dette vil tage lidt tid. En spredt grynten og grinen høres da politibil nummer to ankommer med yderligere to kasketklædte betjente. Også disse to stiller sig i køen af tilskuere. Efter 1 time og 10 minutter kan trafikken endelig forsætte. Den havarerede bil holder dog stadig i det ene spor, imens to “falckfolk” angiveligt prøver at koble den til kranbilen og 7-8 andre kigger på…

Endelig rammer vi bus terminalen i La Serena. Vi springer i en taxi og bliver sat af ved vores lejligheds kompleks. Det viser sig desværre, at poolen, som pigerne havde glædet sig til at hygge i over juledagene, er tømt for vand. Den skal åbenbart males. Fyren, som vi har lejet lejligheden af, foreslår os, at vi kan få en anden lejlighed længere nede af samme gade, i et lignende byggeri. Her er der vand i den tilhørende pool. Vi takker ja og får en fin lille lejlighed med eget køkken og bad på 8. sal med kig til poolen og ud over havet og byen. Fantastisk flot.

Vi bliver lovet WiFI næste dag, hvilket er fint med os.

Vagten, ved porten, er den eneste på stedet, der kan en smule engelsk. Han er en helt fantastisk charmerende og hjælpsom fyr, som gang på gang hjælper os med alt muligt. Han er fra brasilien og hedder Jorge. Da vi efter endt indflytning vil ud og handle lidt, spørger vi lidt tilfældigt, om der er nogle biludlejningsfirmaer i nærheden. 5 minutter efter holder der en smart sælgertype, i en lille suzuki og spørger om det er os der mangler en bil. Vi får pænt forklaret, at vi bare var nysgerrige på prisen og måske ikke lige var klar til en underskrift.

Da det er søndag er næsten alle butikker lukket. Vi finder en lille bod ved stranden, og bestille 4 empanades….mit spansk er dog åbenbart ikke helt så godt, og vi ender med 4 empanades med henholdsvis muslinge og krabbefyld. Det smager egentlig fint – synes Kristina og jeg – men pigerne er ikke tilfredse. Kristina fortsætter jagten på mad, imens jeg går tilbage til lejligheden med pigerne.

Senere vender hun tilbage med oksekødsfyldte empanades, øl og færdigblandet Pisco Sour. Pigerne bliver puttet efter maden hvorefter vi nyder en kold Pisco Sour.

Store bus dag

Lørdag den 17. december 2016

I dag er det dagen, hvor vi forlader vores lille hyggelige vandrehjem i San Pedro. I aften hopper vi på bussen og begiver os ud på en 16 timers busrejse til La Serena. En stor kystby, der ligger noget længere sydpå.

Efter morgenmaden, får vi pakket vores tasker, og klokken 11 er vi ude af værelset. Vi skal dog først med bussen 18.45, men heldigvis er vores vært på vandrehjemmet så flink, at vi får lov til at opbevare vores bagage hos hende og får lov at bruge alle faciliteterne – inkl. poolen! Det siger vi ikke nej tak til. Vi napper lige en hurtigt tur ind til byen, hvor vi får os lidt at spise og noget koldt at drikke.

Et optog kan høres og ses i det fjerne, og efter endt spisning, bevæger vi os nysgerrigt nærmere. Vi ved ikke helt hvad det er, men varmt ser det ud. Midt i den stegende middags sol hopper og danser en flok mænd og kvinder rundt i store varme kostumer, alt imens, noget der lyder som et nyopstartet blæserband, akkompagnere dem på fornemste vis . Bedst som vi står, og får lidt ondt af de voksne, dukker en dreng op i optoget. En meget svedende og lidende dreng – iført noget der minder om et isbjørne kostume. Vi står iført shorts og T-shirt under træernes skygger, og er vi lige ved at dejse om. Det er uhyggeligt at tænke på hvor varmt den bette dreng må have det…..pyha.

Vi skynder os hjem til den kolde pool. Vores ex-værelse er allerede blevet overtaget af en ny familie fra New Zealand. Vi får snakket en del med dem og om deres rejse indtil nu. De har været forbi Argentina og Bolivia, inden de endte her i San Pedro. De må dog indrømme, at ingen af stederne har der været så stegende varmt som her….

Pigerne bader lige til det sidste. Vi napper en taxi til busstationen og hopper ombord på dobbeltdækkeren. Vi har fået front row pladser på 1. sal. Efter 1,5 timers kørsel, har vi netop forladt Calama (byen som vi landende med fly i for 5 dage siden), da pigen bagved os pludselig spørger, om vi har set hendes sorte rygsæk. Hun havde lagt den på hattehylden over sig. Ingen har set den, og det går op for os, at ved vores stop i Calama, er der enten en passager der har nappet tasken med ud, eller også har en fremmed været i bussen og stjæle den. Heldigvis har hun penge og pas på sig, men hendes store kamera er desværre væk med tasken. Dette må siges, at være en lille kraftig reminder til Kristina og jeg. Vores rygsække har heldigvis stået foran os indtil nu. Men nu køres stropperne lige en ekstra gang rundt om benene….

Mørket falder på og gardinerne trækkes for. En efter en falder vi i søvn til lyden af motorens svage brummen og bussens lette gyngen fra side til side.

Hyggedag i San Pedro

Fredag den 16. december 2016

Efter turen til gejserne, har vi et par hyggedage i San Pedro. Dagen efter sover vi længe og nyder lidt morgenmad sammen, hvorefter vi invaderer San Pedros små souvinier butikker. En efter en bliver de besøgt og alverdens fine, små finurlige ting kommer med hjem i rygsækken. Da gader op af eftermiddagen bliver for varme at gå rundt i, søger vi tilbage til vandrehjemmets svalende pool. Vi hopper alle i og skiftes til at dykke og slå kolbøtter.

Senere sidder Kristina og jeg i et par stole ved poolen imens pigerne ufortrødent forsætter deres uendelige leg i det kølende vand. Pludselig høres en del larm og susen og en sandsky vælter henover vandrehjemmets mure. Hynder fra stolene, vasketøj og håndklæder hvirvler op og fordeler sig overalt på området…..Pigerne bliver bange og hurtigt skynder de sig op af vandet, men inde de er oppe er det hele overstået igen.

Vi er åbnebart blevet ramt af en mini skypumpe a la den vi så i ørkenen for et par dage siden. Lidt skræmmende oplevelse, men også vældig facinerende. Sikke kræfter!!!

Pigerne bliver oppe af poolen og resten af dagen går med hygge.

Gejserne i Tatio

Torsdag den 15. december 2016

Klokken er 5 om morgenen. Vi sidder alle med trætte øjne og venter på vi bliver samlet op på Hostal Pablito. Dagens udflugt går til gejserne i Tatio. Da de er mest aktive når luften er kold – og det er den tidligt om morgenen – skal vi tidligt afsted.

Gejserne er i 4300 m højde og der en køretur på ca. 2 timer.

En svag brummen fra en ældre bus høres udenfor porten og indikerer at vi skal afsted. Til vores alles store glæde, er vores guide i dag, igen den argentinske pige Anna. Pigerne vågner kort lidt mere op ved gensynet af hende og snakken går lystigt på det 4 mands brede bagsæde i et kort stykke tid. Men mørket der omkranser bussen og den monotome brummen får hurtigt pigerne til at falde hen.

Vores chauffør er en lokal fyr, der efter Annas forlydende kender turen rigtig godt. Han giver den også max gas og en efter en passerer vi de andre turistbusser med samme destination som os. Vejene er ikke lige til 80 – 90 km/t – tværtimod. I Danmark vil 30 km/t have været tilrådeligt. Men vores chauffør kender ikke til danske normer og hele bussen ryster og larmer henover de hullede bjergveje med 90 km/t. Chaufføren han sin 10-12 årige datter med ved sin side, hvilket giver os håb om at han vil prøve at føre os sikkert frem.

Kort før gejserne gør vi holdt ved betalingskontoret og toiletter. Da vi stiger ud af bussen, rammer en, måske ikke ukendt men mere glemt, kulde os. Det er rent ud mega koldt og vinder skærer helt ind til knoglerne. Vi har godt nok udstyret os selv med lange bukser og trøjer og heldigvis har vi også jakker med. Men det er stadig koldt og Kristina og jeg når at kigge på hinanden og tænke helt det samme – hvis det her fortsætter bliver det en lang kold dag og vi er alle syge i morgen.

Kort efter stopper vi ved gejserne. Og om det er gejserne der har varmet luften op, eller bjergene der giver læ ved jeg ikke, men det er heldigvis ikke helt så koldt mere. Gejserne er i 4300 m højde hvilket gør at luften er noget mere tynd. Pigerne og Kristina ser ikke ud til at bemærke det, men jeg skal lige bruge 10 minutter på at vænne mig til luften. Går jeg for hurtigt bliver jeg hurtigt svimmel. Men efter de 10 minutter er der ingen problemer og vi kan alle nyde den fantastiske natur.

Selv om vi fryser er det åbenbart lidt varmere i vejret end normalt og gejserne er derfor ikke helt så højt sprøjtende som vi havde håbet på. Men de står dog konstant og koger og en fæl luft af svovl rammer ens næsebor.

Efter en hurtig stående morgenmad rammer solens stråler ens ansigt. Langsomt har solen rejst sig over bjergene i horisonten og hurtigt varmes luften op.

Kristina og Lærke vælger at tage en frisk svømmetur i en af vandhullerne. Vandet er dog her kun 35-37 grader og heldigvis ikke kogende. Emma og jeg bliver på land og får os en rigtig hyggesnak om turens højdepunkter, savnet af venner og hvad der venter fremover.

Efter et par timer ved gejserne er det tid til at køre ned af bjerget igen. Og nu kan vi se alt det som nattens mørke skjulte for os på vejen op. Det første vi ser er en flok lamaer på sletten. De krydser vores vej og vi må holde tilbage og nyde synet af dem. Vi ser mange flere lamaer på vejen ned.

Vi stopper flere gange kort, hvor vores guide fortæller os om det ekstreme plante- og dyreliv og om de lokale beboer i bjergene. Vi stopper ved en lille landsby som er blevet genopført ved siden af den gamle by. Med tiden var den gamle landsby blevet forladt og ruiner står nu kun tilbage. Nogle af de gamle beboer, som er flyttet, forsøger at starte en ny landsby op. Mest for turisternes skyld, men også for at bevare de gamle traditioner og for at samle penge ind til bevarelse af de små samfund. De bor på skift i byen i 3-4 uger og holder byen kørende.

Vi køber et par lama grilspyd. Det viser sig desværre, at det smager suverænt godt, hvilket resulterer i en enkelt bid til Kristina og jeg, inden pigerne får fortæret resten.

Længere nede af bjerget stopper vi ved en lille bjergsø, der er fyldt af flamingoer. Flamingoerne går og skraber i bunden med deres fødder og mudderet de hvirvler op filtrere de igennem næbbet og spiser de små krebsdyr og lignende der følger med.

Pigerne får nervøst spurgt Anna, om de ikke må tage et billede sammen med hende. Og selvfølgelig må de det – et kram bliver det også til.

Sidste stop på bjerget er ved nogle kæmpe kaktusser. De er 6-8 m høje og de ældste er over 300 år gamle. De sylespidse torne er 10 – 15 cm lange. Det er et barskt terræn vi kravler i, for at komme til disse sære planter og på vejen henover sand, grus og klipper, skal vi også passe på ikke at træde på små kaktusser og lamalort.

Resten af turen hjem er der ingen stop. Vi bliver sat af lige ved vores vandrehjems dør og tager pænt afsked med Anna. Pigerne lægger sig med Ipads, imens mor og far hurtigt blunder hen…

Et par timer senere er det tid til afslapning i poolen og derefter til et hyggeligt spil “Kaste Gris”

Dagen afsluttes på en restaurant i San Pedro ,hvor vi alle bestiller lama burger. Den smager ganske fortrineligt, men vi er alle så ramt af dagens strabadser, at vi bare hurtigt kæmper os igennem det bedste på tallerkenen og derefter vender hurtigt hjem til vores store bløde senge….godnat!