Sidste reelle feriedag

10. januar

Så er 6 ugers fantastisk familie ferie ved at være slut.

I dag vil vi udforske Copacobanas gader lidt i håb om at finde lidt souviniers. I dag viser sig så også at være Rios varmeste dag denne sommer, så vi har en hed tur foran os.

Og varmt det er det. Vi lider alle sammen men mine svedkirtler er kommet gevaldigt på overarbejde og jeg forsøger dagen igennem desperat at løbe fra aircondition til aircondition. Lige lidt hjælper det og jeg må acceptere min t-shirts farveskifte fra lyseblå til mørkeblå.

Vi får købt en masse små fine ting og får vores lager af de såkaldte Flip Floppere fyldt op igen. her koster de ca. 1/4 af hvad de koster i Danmark.

Til sidst må vi trække os fra varmen og finder en lille beværtning ved stranden, hvor vi får noget at drikke og lidt at spise. Imens vi venter på maden, kommer en gadesælger med hatte forbi og efter lidt forhandling, bliver vi et par hatte rigere. De andre gadesælgere må have set, at vi måske er et “let” bytte, for pludselig er vi omgivet af sælgere og musikanter, som febrilsk prøver at sælge os alverdens ting. En enkelt har nogle fine malerier, som vi køber et enkelt af. En anden sætter sig ved siden af Emma og Lærke. Uden videre begynder han, at tegne på deres arme, for at vise hvor fin en tatovering han kan tegne. Derpå opkræver han 120 kr for de 2 små sommefugle der efterfølgende pryder deres arme. Vi mener at 120 kroner måske er i overkanten, men tværtimod mener han. Han er jo kunstner og det er meget kunstnerisk og unikt det han har tegnet…Vi får ham forhandlet ned til det halve og derpå sendt ham videre.

Vi slutter igen af ved poolen og med et par kolde drinks. Imorgen bliver vi hentet klokken 5 om morgenen og kørt til lufthavnen. Derpå følger en 40 timers lang rejse mod Danmark. Først med fly fra Rio til Sau Paulo, derpå til Miami og videre til London. Til sidst flyver vi til København hvorefter vi tager toget til Skanderborg. Her vil vores kære nabo samle os op, og køre os det sidste stykke hjem til H. C. Branners Vej….

De sidste 6 uger har været et kæmpe eventyr for os alle 4. Vi har haft enkelte småkriser, men har undgået større uheld. Vi er blevet uendelig mange oplevelser rigere og som familie har det været fantastisk, at kunne være sammen hver dag og dele alle oplevelserne. Vi har grinet sammen som aldrig før og vores bånd til hinanden, er blevet endnu stærkere. Nu venter Danmark og hverdagen derhjemme, samt vinterens mørke og kulde. Men lige meget hvor gråt og trist der vil blive, i løbet af en småkedelig dansk vinter, så vil vi 4 altid kunne huske tilbage på de 6 fantastiske og medrivende uger vi sammen har haft. Ellers kan vi altid kigge på de 4500 billeder vi har taget….

Kristus og Sukkertoppen

9. januar

Klokken er ca. 8 om morgenen og forventningsfulde står vi hele familien klar i hotellets lobby. Bussen, vi skal med rundt i Rio, er netop holdt ind foran hotellet og en engelsktalende guide byder os velkommen og beder os om at hoppe ind og tage plads. Der sidder en gruppe japanere og lidt sydamerikanere i bussen allerede.

Efter et par yderligere stop ved andre hoteller er vi igang. Der er, ud over chaufføren, 2 guider med. Den ene viser sig, at være en kameramand fra tourselskabet, som lidt for frisk prøver at sælge os touren på DVD. Han vil optage os, de forskellige steder og klipper det hele sammen til en fin lille 1,5 timers film med fakta om Rio. Vi takker pænt nej.

Efter ca. 15 min. stopper bussen ved en plads. Vi stiger alle ud og bliver bedt om at tage alt med os, da vi skal med en ny bus…..lidt mærkeligt.

Vi bliver “peget” hen til en allerede lang kø på pladsen. Det viser sig, at være køen til de busser, der kører op til statuen. Selv om køen ikke er synderlig lang, går der alligevel en time inden vi, godt stegte efter at have stået i bagende sol, kan hoppe i en bus. Pladsen viser sig samtidig at være lidt trang, så Lærke må tage plads på Kristinas skød.

Derpå kører vi mod Kristus statuen, som er det første stop på dagens udflugt. Det sidste stykke af køreturen, er op af det stejle bjerg, som statuen står på. Propper i ørerne vidner om, at vi langsomt kravler højere og højere op. Vi ankommer til et fint lille ankomst center, hvor vi igen skal ud af bussen, for at gå igennem ankomstcenteret, for så igen at stille os i en lang kø. Også denne kø er i den bagende sol uden mulighed for skygge. Her står vi i 30 minutter, inden vi atter igen kan hoppe i en bus – identisk med den vi forlod tidligere. Denne bus tager os det sidste stykke op mod statuen – næsten. Det sidste stykke er op af 212 trappetrin.

Trapperne forceres i et jævnt stabilt tråd…..og alt imens Kristina og pigerne tager billeder af statuen på toppen, hiver jeg stakåndet efter vejret alt imens sveden pibler af mig. Da jeg langsomt kommer tilbage til livet, får jeg skudt et par billeder, inden turen går nedad igen. Bare i omvendt rækkefølge. Først trapper, så 30 minutters kø til bus i bagende sol, derefter ny kø i over en time for at komme i en bus, der kan fragte os tilbage til pladsen i byen – også denne kø i bagende sol.

Lettere utilfredse med at have betalt en forholdsvis hamper pris for så uorganiseret en tour, sætter vi os i bussen igen. En skærende høj lyd flænser hele bussen. Vores guide har tændt for mikrofonen, som kvitterer med den velkendte høje lyd. Med hovedet halvt under instrumentbrættet (for at undgå den hvinende lyd) prøver guiden fortvivlet, at fortælle om det vi passerer. Men en løs forbindelse i mikrofonen umuliggør enhver forståelse, af hans halvdårlige engelsk. Til sidst strejker mikrofonen totalt, og med en hvis skadefro kan vi iagttage den fortvivlede guides ulige kamp mod denne mikrofon. Ny ledning bliver rullet ud og afprøvet, stikket tages ud og sættes i et par gange uden held. Derpå prøves det samme igen, bare hårdere….igen uden held. Der hamres på mikrofonen, ledningen krølles på forskellige måder……stilhed. Til sidst giver guiden op og lægger mikrofonen fra sig…et højt ”KLONK” høres fra højttalerne efterfulgt af en skratten. Guiden samler lettet mikrofonen op og starter påny med fortællinger. Tror vi? Han bevæger læberne men mikrofonen har lukket ham af igen. Scenariet fra før med ledninger, stik og hamren på mikrofonen gentager sig, men uden virkning. Til sidst pakkes det hele sammen, for at blive erstattet af et lille legetøjs headset, der er tilkoblet en lille 10 x 10 cm batteridrevet højttaler. Kristina og jeg klukker af grin alt imens pigerne som forstenet sidder og kigger på guiden. Ingen kan høre hvad han siger – og Emma spørger os, om han mon ikke kan snakke højere uden headsettet???

Vi acceptere manglen af kvalitet på turen og i stedet lader vi os bare underholde af den selv samme mangel.

Efter en let frokost, på et meget lidt charmerende cafeteria, har bussen nu sat retning mod Sukkertoppen. På vejen laver vi et kort stop ved en stor katedral. Udefra er arkitekturen nok mere speciel end køn, men indvendigt må den siges at være spektakulær. Et stor kegleformet rum udgør katedralen. 4 stk gulv til loft vinduer med farvet glas, udgør udsmykningen. Imens jeg tager lidt billeder vil Lærke gerne sidde lidt sammen med mor. Hun vil gerne lige sidde og bede lidt til Gud…?

Kort efter sidder vi igen i bussen. Igen høres skratten og i det fjerne kan vi igen høre vores guides dåsestemme i den lille batterihøjttaler. Mit bud er, at han fortæller om den svævebane der skal fragte os til Sukkertoppen….

Heldigvis er ventetiden noget kortere her. De store kupler der fragter os til Sukkertoppen, kan transportere 75 personer af gangen. Det må siges at være en fantastisk flot tur med svævebanen. Stille og roligt glider vi højere og højere op samtidig med at mere og mere af Rios fantastiske beliggenhed synliggøres under os. Skyskrabere, broer, skove, veje, bjergtoppe, stande, vand osv. blandes sammen og udgør tilsammen Rio. Hvor det hele starter og ender er umuligt at se – et sted bag horisonten…?

På Sukkertoppen er der egentlig ikke så meget andet at se end selve udsigten. Vi går lidt rundt fra plateau til plateau og lader os betage af det smukke landskab. Inden vi tager turen ned igen, napper vi en kold forfriskning på, hvad der må være, Rios højest beliggende bar.

Klokken 18 er vi tilbage på hotellet. Vi bestiller 4 pizzaer på et nærtliggende pizzaria som vi i ro og mag nyder på værelset.

Som de forgående dage afsluttes også denne dag ved på poolen på toppen af hotellet.

Rio de Janeiro

7. januar

Med et let bump rammer hjulene landingsbanen og kort efter rykkes vi alle frem i sædet da flyet bremser kraftigt op. Udenfor er der overskyet og rundt om landingsbanen skyder små træ beklædte bjergtoppe op som var de drysset ud med en let hånd.

Rio!!!

Vores sidste destination på rejsen. Det er med en større nervøsitet, at jeg er landet i Rio. På vores bagvedliggende 5 ugers rejse, er der mange der har sagt, at vi skal passe på i Rio. Kristina mener at jeg overreagerer og at jeg skal tage det roligt – og hun har sikkert også ret. Men et eller andet har ramt mig og jeg forestiller mig de værste skræk scenarier, som fx. at en falsk taxi kører os væk og det er det sidste man ser til os….

Vi får hentet vores bagage og jeg træder, med meget observerende øjne og et fast greb på bagagevognen, ud i ankomsthallen sammen med tøserne. En ung fyr med en orange vest står klar og spørger venligt om han kan hjælpe med noget….en taxi måske?
Jeg kigger meget mistroisk på ham – “hvad er han ude på?” tænker jeg. Jeg skubber tanken lidt væk, for han virker i grunden flink. Vi får fortalt ham at vi først skal have hævet penge. Han viser os derefter vej til en hæveautomat, som åbenbart er placeret helt nede i den anden ende af den kæmpestore bygning. På vejen spørger han nysgerrigt til, hvor vi er fra og hvor vi har rejst, og beklager at det første indtryk af Rio er regnvejr. Han spørger også om han ikke skal skubbe bagagevognen hvilket jeg blankt afviser og derefter strammer mit greb om selvsamme vogn. Han skal fandme ikke tage røven på mig…

Mens Kristina hæver penge, har vores lille lokale lufthavsguide efterspurgt en hotel adresse, som han kan give til en evt. taxi chauffør. Adressen ligger sammen med den bærbare computer, og da jeg skubber computeren ned i tasken igen, rammer tanken mig igen – “Pis, nu ved han, at vi har hævet penge, samt at vi har en bærbar i tasken…” Vores ven kigger på adressen og konstaterer at det ca vil koste os 300 danske kroner for taxituren…

“Vent lige her” siger guiden “jeg finder lige en taxi til jer. Der er ingen grund til I også bliver våde”…..Vi står pænt og venter bag glasfacaden alt imens guiden prajer en taxi.

Jeg er stadig mistroisk – nu står de nok og aftaler hvor de skal rulle os….

Den unge fyr kalder os ud og vi får smidt bagagen i taxien. Han virker sgu’ flink, men kan det passe? Han får lidt drikke penge for hans hjælp.

Taxichaufføren kan ikke meget engelsk, men lidt kan han og på vejen mod hotellet fortæller han ivrigt, om de ting vi passerer. Kristusstatuen, stadion og sukkertoppen er nogle af de ting han udpeger.

“Favela” siger han og peger ud til højre, hvor et virvar af faldefærdige og meget farverige bygninger klamrer sig til en stejl bjergvæg.

Jeg kigger ud af forruden og ser et skilt med skriften “Copacobana” og en pil ligeud…..hvorefter taxien drejer til højre og et lille klik indikerer at alle dørene låses. Min lille nerve ved øjet begynder så småt igen at vibrere lidt og tankerne flyver rundt i hovedet på mig. Chaufføren snakker lystigt videre og peger til højre og venstre. Jeg hører intet af det og forbereder mig på det værste…..men intet sker og endnu et skilt mod Copacobana gør min frygt til skamme. Han kender sgu’ nok Rio bedre end mig.

Da vi parkerer foran hotellet viser taximeteret lidt mere en det vores ven i lufthavnen havde sagt, men chaufføren vil ikke have mere end de 300 kroner. Det var aftalen. En hvis flovhed rammer mig. Vi har ikke mødt andet en venlighed og hjælpsomhed i vores korte tid i Rio, og jeg har ikke lavet andet end tvivle på folk og være mistroisk. Med let bukket nakke giver jeg vores chauffør drikkepenge. Vores bagage har hotellets picoloer allerede smidt på en vogn. Det gjorde de lige efter de havde åbnet dørene for os allesammen i taxien. Hold kæft hvor har jeg været dum og et stort fjols.

Vi får et dejligt værelse med en effektiv aircondition og let tonede vinduer. Efter en hurtig inspektion, og godkendelse fra Lærke og Emma, af poolen på taget, går vi ud i Rios gader. Varmen rammer os som en mur, da vi træder ud på gaden fra hotellets lobby. 34-35 grader og et truende regnvejr, får sveden til at pible frem med det samme. Mest på farmand!!!

Efter et hurtigt lille visit på stranden – altså den strand – Copacobana, finder vi en hyggelig lille madbod på et hjørne, hvor vi får lidt mad og drikke. Mørket har sænket sig over byen og regnen begynder langsomt at falde.

Trætte går vi tilbage til hotellet og gør os klar til at se Rio i dagslys næste dag.

Længe lever GPS – nogen gange

fredag den 6. januar

Pucon og 10 timers køretur lægger bag os og vi nærmer os vores destination i Santiago. Vi har booket en enkelt overnatning på et hotel 4 km fra lufthavnen, så vi ikke har så langt, når vi i morgen flyver til Rio.

Turen er forløbet stille og roligt uden dramatik, og nu mangler vi de sidste 400 m inden hotellet. Her er vi så havnet i køreturens første kø, men det er til at overskue. Da vi i følge GPS’en nærmer os hotellet er det ikke lige sådan at se hotellet, og det ligner heller ikke et hotelområde, da der ligger en del fragtselskaber og anden industri.

50 m tilbage – hmm…..så må det være lige bag de træer der. Vi kigger igen på GPS’en “Du har nået din destination” skriver den. Vi holder foran et gammelt højt stålhegn. Bag hegnet ligger en nedslidt fabrikshal – ikke noget der ligner et hotel. Det håber vi i hvert fald ikke, for så snyder billederne på booking.com.

Adressen tjekkes igen. Det er det rigtige sted. Kristina forhører sig ved et par lokale. De kender intet til hotellet.

Vi prøver at cruise lidt frem og tilbage i håb om at spotte hotellet, men uden held. VI får stoppet en taxi – Kristina har fået den geniale plan, at vi kan betale en taxi for at køre forrest og så følger vi bare med. Taxier har vi oplevet, er meget billige i Chile, og da hotellet må være tæt på, kan det ikke blive så dyrt. Men chaufføren vil have 300 kr…det er sgu for meget. Han skal ikke tage røven på os, så vi takker nej.

Grundet alt bykørslen, bliver vi desværre nødt til at fylde lidt benzin på øsen. Imens jeg tanker, forhører Kristina sig igen ved nogle lokale. Ingen kender hotellet, men de kan derimod informere os om, at vi ikke er 4 km fra lufthavnen, men snarere 20 – 25 km fra lufthavnen – så var taxichaufførens pris måske okay alligevel.

Næste plan bliver at køre til lufthavnen. Måske er vi heldige at spotte hotellet på vejen, og hvis ikke, så er der wifi i lufthavnen. Så må vi ringe til hotellet. Da vi nærmer os lufthavnen, begynder tusmørket så småt at ramme os.

“Derude” siger jeg “ligner det ikke vores hotel?” Et godt stykke fra motorvejen, ses et par høje gule bygninger. De ligner meget godt, men hvordan kommer vi derud? Vi forsætter til lufthavnen, for at vende bilen. Vi tager lige et sidste kig på GPS. Et større motorvejskryds ses på den. Jeg kan genkende krydset fra booking.com hjemmeside og lidt på hukommelse trykker jeg på kortet, i håb om at ramme i nærheden af hotellet. Da vi nærmer os ,den knap så præcise, destination råber Lærke “Der er det – der er hotellet!” Og ganske rigtigt – 50 m fra mit “tilfældige” fede fingre tryk på skærmen er hotellet.

Bilen bliver smidt i kælderen og kun det mest nødvendige bagage kommer med på værelset.

 

bad WiFI

Vi er lige indkvarteret på vores hotel i Rio. Her er varmt. ca. 37 grader og mega fugtigt. Lige en cocktail for farmand. Desværre er Wifi ligeså sølle her hvad angår upload, så billeder på bloggen kommer først når vi kommer til Danmark. Men kig ind på Kristinas instagram “krikidhan” – hun er god til at opdaterer konstant med lækre hyggelige billeder fra vores tur….

Fisketur og pølsemix…

5. januar

I dag er det vores sidste dag på dette fantastiske sted.

Jeg er stået tidligt op, da Antonio har arrangeret en lille fisketur for mig. En af hans venner er pasioneret fluefisker, og idag vil vennen være min guide, og tage mig med ned ad floden i en lille robåd, i forsøget på at fange en vild regnbueørred eller brunørred. Langt de fleste er små ørreder, men i ny og næ fanges der en ørred med lidt størrelse på. Jeg skal dog nok ikke sætte forventningerne alt for højt.

Han har alt grejet til mig, så jeg skal bare møde op.

Vejret har igen skiftet og solen skinner igen fra en blå himmel.

Min guide kan ikke et ord engelsk og jeg ikke et ord spansk, men fluefiskeri er fluefiskeri og kommunikationen går fint.

Hans bror hjælper med at søsætte den lille robåd i træ, og stille og roligt driver vi ud og ned af floden. Og hvor er det dog fedt, at se denne fantastiske natur siddende i en lille båd midt på floden. Den eneste lyd er vandets rislen og lyden af et par årer der rammer og slipper vandet i rolige glidende bevægelser. Min guide, eller styrmand, er født og opvokset her, og kender floden ud og ind. Stille, roligt og med uhyre præcision, styrer han os igennem små fald, forbi væltede træer og store sten. Alt imens han fortæller mig ,hvor det vil være fint at forsøge med et kast.

Stor ros til guiden – knap så megen ros til undertegnede. Om det er grejet, mig eller vinder lader vi ligge, men hele turen kæmper jeg en kamp for hvert kast. Ofte med kludder i forfanget. Min tålmodige guide holder tålmodigt båden det samme sted i floden, imens jeg febrilsk får alverdens kludder trævlet op.

6 små regnbueørreder bliver det til og 3 – 4 mistede. Det er det samme senarie hver gang, inden en kontakt med en ørred. Jeg kaster – åbenbart et ok kast, da guiden siger “Si – buin” – 5 sekunder efter er der fisk. På turen siger han det 9 – 10 gange – hver gang med kontakt. Så kender man sit vand.

Seks timer senere, og med en halvmør guide, samles vi op af guidens bror og kører hjem. Den store fisk blev det ikke til, men derimod en helt fantastisk oplevelse på en krystalklar flod, hvor bunden tydeligt kunne ses, på selv de dybeste steder. Alverdens fugle gjorde os selskab, og for hver gang floden drejede rejste nye bjerge og nye naturoplevelser sig foran en.

Tak til Antonio, guide og familie for at give mig denne oplevelse.

En halv time efter jeg er ankommet til hytten, får jeg selskab af Kristina og pigerne. De har været i skoven og en tur ved den nærliggende flod.

Vores værter vil måske kigge over til en øl og lidt grillede pølser i aften, så inden vi åbner dagens første kolde øl, tager vi på en shoppingtur. De laver de bedste krydrede og kødfyldte pølser i Chile, og vores forventning til hvor meget vi kan spise, bliver måske præget lidt af det lækre syn i disken ved slagteren. 28 store pølser kommer på grillen, senere sammen aften. Måske lige lidt i overkanten, og vi får da heller ikke spist nær dem allesammen. Antonio kigger over – hans kone er blevet syg, så hende ser vi ikke. Et par øl og en masse snak om fisketur, bjerge, vulkaner, vedvarende energi osv senere, siger vi pænt godnat til Antonio.

Inden vi går i seng, får vi pakket taskerne. I morgen venter en lang køretur på 10-12 timer til Santiago. Her skal vi overnatte på et lufthavnshotel, inden vi sætter kurs mod Rio de Janiero.

Lava grotter i den aktive vulkan

onsdag den 4. januar

Stadig overskyet – men dog ikke så meget som i går.

Vi er stået tidligere op idag og sidder nu i bilen – igen – med kurs mod den flotte vulkan Villarrica. Det er, den imponerende aktive og smårygende vulkan, vi kan se fra vores pool. Pucóns varetegn! Et stykke oppe af vulkanen, er det muligt at få et glimt af vulkanens indre i nogle gamle grotter, formet af en forhenværende lavaflod.

Efter endnu en stejl opkørsel, skifter vejen karakter fra asfalt til grusvej…..elendig stejl grusvej. Bilen brummen atter, som fortæller den os lige, at nu må vi styre os. Men jeg har magten og tvinger den stakkels Nissan over alverdens store sten og ned i huller, der får bilen til at ryste, så man tror at nu er det slut. Vejret har skiftet voldsomt karakter og hård vind og regn gør ikke turen mere behagelig. Ved grotterne er der heldigvis bygget et fint lille cafeteria med en stor pejs i midten. Den guidet tur starter om 10 minutter, så vi kan lige nå, at få lidt varme i kroppen inden. Heldigvis har vi alle lange bukser på og sweatshirts og desuden har vi været så forudseende at tage vores jakker med.

Turen til grotterne er igennem et længere udendørs stisystem, og trods jakkerne, bider kulden i én alligevel. Heldigvis er der varmere ned i grotterne og vi kan nu koncentrere os om, at beundre disse huler. Guiden taler kun spansk, så vi dropper at lytte efter og nyder de dramatiske opgivelser i stedet. 500 m inde i bjerget og 140 m ned – det er hvad turen står på. Væggene er rå, og det er tydeligt at se lavaens vej igennem vulkanen. Farverne på væggene skifter fra brun til rød og af og til til hvid.

Konstant drypper der vand fra hulernes loft. Den konstante dryppen, de svagt oplyste huler og grottens snævre pasager giver os en meget intens oplevelse. Pigerne er meget opslugt, og spørger tit om alverdens ting. Først skal de dog lige beroliges med, at vulkanen ikke vil bryde ud i fuld flor, mens vi er der….forhåbentlig ikke.

Turen vare godt en time, hvilket er meget tilpas. Efter en kop varm kakao til pigerne og kaffe til os, i det varme cafeteria, køre vi ned af vulkanen igen. Vi vil egentlig gerne, have været længere oppe ved et skisportssted, hvor udsigten skulle være fantastisk, men med de mange skyer og regn, giver det ikke rigtig mening.

Vi stopper ved et par souvinirboder inden vi kører tilbage til hytten.

Varme bade på en kold dag

3. januar

Sikke en nat!

Hele natten har regnen trommet hårdt på vores hyttes ståltag, og i løbet af natten har Kristina og jeg, på skift været oppe og smide brænde på brændeovnen. Alligevel er kulden overvældende, da vi hopper ud af sengen. Lidt mere brænde smides på og de 4 blus på gaskomfuret tændes. Udenfor vælter regnen stadig ned.

Pigerne får lov at sove, imens de voksne nyder en varm kop kaffe ved brændeovnen. Ifølge vejrudsigten vil det klare op i løbet af dagen, men man ved aldrig her i bjergene.

Planen for i dag er et besøg til nogle varme bade oppe i bjergene. Vi venter lige og ser tiden an, og håber på lidt bedre vejr. Regn gør dog ikke noget – ifølge Antonio – da det gør det endnu mere behageligt, at være i de varme bade. Men lidt mindre regn og blæst vil ikke gøre noget.

Vi fordriver tiden, med de nu vågne tøser, med lidt Yatzy. Her må vi sande, at vi i Lærke har en sand mester. Hun starter spillet med en Yatzy. Undervejs slår hun lige en ekstra Yatzy og afslutter spillet, uden streger, med at slå for chancen. Vi får alle kæmpe klø, af den lille mester.

Udenfor lysner det, og vi sætter kurs mod de varme bade i bjergene. Prisen er lidt hamper – 180 kr. pr mand, men stedet er velholdt og utrolig flot.

Og ligeså koldt og træls det er, at gå fra omklædningen til de varme bade i den kolde fugtige blæst, lige så varmt og behageligt er det, langsomt at sænke sig ned i de varme bade.

Vi er der i 2 timer og når at dyppe os i alle 4 bassiner, som gradvist bliver varmere og varmere. Det sidste er dog så varmt, så vi sidder der knap et minut, før vi hopper tilbage i en af de andre bassiner. En lille soppetur i den tilstødende iskolde smeltevandsflod, bliver det også til, inden vi godt afslappede vender næsen hjemad.

På vej nedad bjerget stopper vi ved en lille ostebutik. Her laver de selv deres oste, og efter et par smagsprøver er vi ikke i tvivl om, at vi må have lidt med hjem til hytten. Vi køber en ordentlig portion oste + 4 varme empanadas.

Empanadaerne bliver fortærret hurtigt i bilen og godt trætte, efter de varme bade, falder vi alle sammen om, da vi træder ind i hytten.

Dagen afgsluttes med et ostebord af en anden verden og som rosinen i pølseneden – et par kolde øl.

Lille flyttedag…og en sø mere…

Mandag den 2. januar

Dagen i dag, har vi sat af til en længere køretur op i bjergene. Vi skal atter op og se en stor flot sø, placeret langt oppe i bjergene og igen tæt på den argentinske grænse. Just in case, har vi denne gang taget vores pas med.

Det er en flot tur til toppen, og vi har masser af tid til at nyde naturen, da vi, grundet manglende motorkraft, meget stille og roligt nærmest kravler op af bjerget. Vi gør stop et par gange, for at give den stønnede Nissan et pusterum. Søen ligger ud til vejen og er, ligesom alt andet i disse bjerge, fantastisk smuk. Desværre er der en smule overskyet i dag og der blæser en kølig kraftig vind.

Ved siden af søen rejser endnu en majestætisk vulkan sig. La Nin – denne er dog ikke aktiv, men trods, det stadig imponerende flot.

Vi gør stop ved søen, i håb om at kunne holde en lille picnic. Stranden dropper vi hurtigt, da den hårde vind og det fine sand er en dårlig combi og knapt så behageligt med bare ben. Vi søger lidt væk fra stranden, og op i noget skov / krat. Her finder vi læ og en lille plet plet med sol. Vi sætter os til rette og pigerne for smurt et par Nutella madder. Familen Danmark på picnic – hvor er det bare romantisk…..lige indtil store bi-lignede insekter finder samme interesse i Nutella, som pigerne. Ekstremt pågående og konstant sværmende om hovederne på os, får disse insekter os til at kapitulere. Tøserne smider madderne, og sammen sætter vi i rask trav mod bilen. Vi slipper fra bierne og længere nede af bjerget, på en knap så romatisk plet, gør vi holdt og får lidt mad i skrutten. Et par hurtige knips af søen, når vi også, inden vi kører ned af bjerget og hjem igen.

Vi er så glade for stedet hvor vi bor, at vi vælgert at blive 3 dage mere. Vores hytte er desværre lejet ud, men nabohytten er fri. En lidt større hytte, med i alt 3 rum og en bedre brændeovn. Vi får lov at flytte i den til samme pris. Efter aftensmaden flytter vi hurtigt vores ting og inden mørket falder på, når vi en kold øl.

Afslappende 1. januar

Søndag den 1. januar 2017

Aldrig har vi haft så afslappende og aktiv 1. januar….

Efter en gang dejlig morgenmad, tripper vi ned til poolen. Solen skinner fra en skyfri himmel og temp. sniger sig op på 26 – 27 grader.

Den sidste glød fra gårsdagens bål er slukket og hytten er igen pæn og nydelig.

I går var der lidt overskyet, så vi har endnu ikke fået et glimt af Pucons berømte rygende vulkan. Da vi kommer ned til poolen udbryder tøserne et kæmpe WAUUU… Poolen er placeret med en af de smukkeste udsigter – direkte til vulkanen Villarrica. Med en flot blå himmel som baggrund rejser den flotte vulkan sig op over alle andre bjergtoppe omkring sig. Det sidste stykke med det rygende krater er dækket af sne. For et øjeblik glemmer vi poolen og helt tavse står vi og nyder det flotte “maleri” foran os.

Et minut eller to – så kan pigerne ikke mere. Nu er det pool tid.

Vi nyder solen og det bare at kunne slappe af sammen, men at slappe af en hel dag – det kan vi ikke. Vi pakker en enkelt rygsæk med lidt vand og begiver os ud på en mindre vandretur. Et par kilometer fra vores camp befinder et af de smukkeste vandfald sig i området – Ojos del Carguga. Tæt ved os er der en stor smeltvandssø med navnet Carguga. Vand fra denne sø løber i nogle underjordiske floder og her ved dette vandfald blander vandet sig igen med solens stråler. Navnet på vandfaldet betyder Cargugas øjne.

Det er en hyggelig rask travetur til vandfaldet. Da vi mangler ca. 500 m, stopper en ældre Pick Up ved siden af os. 2 børn fra bilen hopper op i laddet. Deres far kigger på os og på Emma og Lærkes store øjne. Han peger på os og ladet og storsmilende hopper vi alle op og bliver kørt de sidste 500 m. En sød lille gestus af familien og bare et lille symbol på alt det venlighed og hjælpsomhed vi har mødt her i Chile.

Vi står ved kanten af skoven. Et par skilte indikere hvilke vej vi skal. Et eller andet sted fra kan vi høre en høj brusen….Forventningsfulde. træder vi ind i skoven og følger den knotrede og slyngede skovsti ind i mørket. Da vi træder ud af mørket og ud i solen på et af mange små plateauer, må vi få anden gang i dag lige holde vejret og bare nyde udsigten. En krystal klar azurblå sø ligger foran os og fodres konstant med vand fra 4 brusende vandfald. Det er simpelthen så smukt, så det er svært at løsrive sig fra det igen.

Vi begiver os dog ud på opdagelse ad de mange små skovstier i området. Vi følger små rislende bække og større letbrusende floder. Kæmper os igennem tæt skov og over lumske rødder i skovbunden. Til sidst ender vi igen ved søen som vi atter beundre og går rundt om.

Turen ender ved en fantastisk lille smuk lagune der ligger opstrøms vandfaldende. Det er her vandet kommer ud fra jorden af, inden det forsætter sin dramatiske rejse mod havet ned af floden.

Efter en velfortjent is trasker vi hjem mod hytten igen. Her tænder vi igen bål og for stegt nogle chorizo pølser af. Pigerne er efterhånden blevet helt vilde med den chilenske specialitet Pebré, som er finthakket tomat, peberfrugt, løg, hvidløg og koriander med et stænk af lime. Sammen med den krydrede pølse smager det helt fantastisk.

Efter maden falder vi i snak med vores vært Antonio. Han fortæller os, at på en klar nat, kan man se et svagt orange skær ved toppen af vulkanen. Den ulmende lava oplyser røgen og med lidt held er det muligt at se. Da mørket falder på oplyses himlen af milliarder af stjerner. Det virker som om at alle stjerner for en nat er trukket om på denne side af jorden, så det er muligt at se dem alle. Det er helt fantastisk. Ingen af os har før set så mange stjerner før – og så så lysende klare…

Vi går alle ned til poolen i håb om at kunne se det orange skær. Og ganske rigtig, som Antonio forklarede os, så ser vi et svagt orange lys. Lyset bliver langsomt mere og mere tydeligt, for så igen at forsvinde. Sådan står vulkanen konstant og “pumper”.